Whistleblowerordning skal stoppe ulovligheder
Kommunens ansatte får nu også et sted uden for de kommunale rammer, hvor de kan henvende sig, og det kan ske anonymt via en digital platform designet til formålet. Foto: Claus Hansen/arkiv
Claus Hansen/arkiv
Kommunalt ansatte kan snart henvende sig til eksterne advokater, hvis de oplever uregelmæssigheder.
GULDBORGSUND En ny ordning skal sikre, at ansatte i Guldborgsund Kommune får et ekstra sted at henvende sig, hvis de oplever, at kollegaer begår ulovligheder eller lignende.
Kommunen tilbyder i forvejen borgerne, at de kan gå til borgerrådgiveren, som det tidligere på året blev vedtaget at genindføre, hvis de ser noget mistænkeligt.
Tiltaget for de ansatte sker på baggrund af et EU-direktiv, som betyder, at alle offentlige og private virksomheder med 50 eller flere ansatte er forpligtet til at etablere en intern whistleblowerordning.
Vedtagelsen skete på økonomiudvalgets møde tirsdag, og i dagsordenen til mødet hed det om formålet, at "alle medarbejdere kan indberette overtrædelser eller undladelser i forhold til lovgivning samt andre alvorlige og følsomme forhold. Whistleblowerordningen kan øge Guldborgsund Kommunes ansattes mulighed for at ytre sig om ulovlige eller kritisable forhold, at beskytte de personer, der indberetter oplysninger til whistleblowerordningen, samt at opdage fejl og forsømmelser".
Eksempler på ting, der kan indberettes, omfatter begrundet mistanke om alvorlige og kritisable forhold eller ulovligheder, som kan påføre straf, økonomisk tab eller alvorlig skade på kommunens omdømme.
Indberetningen skal vedrøre blandt andet alvorlige lovovertrædelser eller mistanke om sådanne.
"Der kan alene ske indberetning om alvorlige og/eller strafbare forhold som for eksempel tyveri, underslæb, bedrageri, svig, bestikkelse, korruption, regnskabssvindel/-manipulation, uretmæssig brug af aktiver, misbrug af økonomiske midler, alvorlige forhold vedrørende diskrimination, vold, overfald og chikane, samt grov overtrædelse af interne retningslinjer", står der i dagsordenen, samt at "ved grov overtrædelse forstås systematisk, gentagen og væsentlig overtrædelse af interne procedurer og retningslinjer".
Rent praktisk vil anmeldelse fra ansatte i kommunen ske via en elektronisk whistleblowerplatform, der muliggør anonyme indberetninger.
Modtager af anmeldelse bliver Advokatfirmaet Norbom Vinding, der har specialiseret sig i dette. Det skal så tage fat i to medarbejdere i kommunens Center for Politik & Personale, som er kontaktpersoner for ordningen, eller kommunaldirektør Søren Bonde, der er kontaktperson fra den øverste ledelse, hvis firmaet finder grund til det.
Advokatfirmaet får et fast årligt beløb for tjenesten, mens der også betales for de enkelte sager, der måtte komme. Her er prisen afhængig af sagens omfang.
Foretrak ekstern ordning
Formanden for økonomiudvalget, borgmester John Brædder, Guldborgsundlisten, regner med, at udgiften hertil kan holdes inden for det i forvejen lagte budget for de kommende år.
Han håber desuden, at de knap 6.000 ansatte i kommunen i første omgang vil tage fat i deres nærmeste overordnede eller den derover, hvis der er behov.
- Det er fint med den her ordning, og jeg er selvfølgelig spændt på at følge, om det rent faktisk giver nogle henvendelser, vi ellers ikke havde fået, siger han og tilføjer, at der i kommunen har været interne debatter, om funktionen for de ansatte også skulle ligge hos borgerrådgiveren.
- Men vi fandt, at det skulle ligge uden for huset. Det er to forskellige typer af henvendelser, og skal en medarbejder henvende sig til borgerrådgiveren, kan vedkommende måske frygte, at denne ikke er lige så neutral, fordi de måske er for tæt på systemet. Så det er helt rigtigt, at det foregår eksternt.
I dagsordenspunktet til mødet fremhæves det også, at den nye ordning er et supplement til at henvende sig til overordnede, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant.
Seneste artikler
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Kai og Nanna fik overrakt hæfter til kronprinsens chauffør
Kronprinsen på broen
Kronprinsen til stor brofest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen