Wonderlands frivillige lader dommedag brede sig til et større publikum

Fra venstre er det Joachim Dittman fra Wonder studios i skønhedssalonen fra helvede, som Charlotte-Amalie Keller (yderst til højre) står for undervejs i lørdag aftens Halloween Horror House på Kulturcenter Wonderland, der holder til på det gamle Frejlev Mejeri. Foto: Kim Møller Pedersen

Lørdag lå der en tung apokalyptisk stemning over Frejlevs gamle mejeri, hvor 15 frivillige sørgede for at levere en skønhedssalon fra helvede og mange andre gruopvækkende indslag til et publikum, som fik en uforglemmelig og ganske gratis Halloween-oplevelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

FREJLEV: De vil gerne ud til et endnu større publikum. I alle aldre. For der sker meget, og der er meget at vise frem inde i det gamle Frejlev Mejeri.

I de senere år - faktisk siden 2018 - har stedet skabt det ene store arrangement efter det andet i regi af Kulturcenter Wonderland, som er det navn, Wonder Studios fandt på, da foreningen havde købt det gamle mejeri på tvangsauktion til lige under 400.000 kroner.

Valgt at gøre det gratis

- Sådan en dag som den her forsøger vi ganske enkelt at nå bredere ud til et publikum i alle aldre, og derfor har vi også valgt at gøre det til en gratis oplevelse at komme ind og se, hvad der foregår på det gamle mejeri.

Sådan lyder det fra Joachim Dittman fra Wonder Studios på en lørdag eftermiddag inden det store indryk af publikummer går løs.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Fire frivillige fra foreningen bag Kulturcenter Wonderland er klar til at give den gas og gøre en lørdag aften noget mere uhyggeligt for gæsterne, end de måske lige gik og forestillede sig, den kunne blive. Foto: Kim Møller Pedersen

Wonder Studios arrangerer for første gang et Halloween Horror House på Kulturcenter Wonderland, hvor hele familien kan opleve en grufuld og spændende Halloween-event. Det gamle mejeri forvandles til et uhyggeligt landskab fuld af gys og underholdning. Og alt det sørger 15 frivillige for. En af dem er Charlotte-Amalie Keller.

Psykoterapeut fra Ballerup

Jeg elsker at komme herned og spille rollespil

Charlotte-Amalie Keller, psykoterapeut

- Jeg er psykoterapeut og bor til daglig i Ballerup. Men jeg elsker at komme herned og spille rollespil, og når der så er sådan noget som det her, hvor foreningen har brug for frivillige kræfter til at promovere stedet gennem et Halloween-arrangement, er jeg naturligvis klar til at give noget tilbage. At vi kan få lov til at komme alle mulige steder fra og tage hertil for at dyrke vores hobby sammen i et stort fællesskab er altså bare fantastisk, lyder det fra Charlotte, der denne dag er indehaver af en skønhedssalon fra helvede.

Om Wonderland

Foreningen Wonder Studios står bag Kulturcenter Wonderland i det gamle Frejlev Mejeri. 

Her har foreningen stået for store dommedags-rollespil siden 2018, og i de senere år er flere aktiviteter stødt til ligesom flere og flere lokale foreninger bruger faciliteterne - herunder foreningshuset - til møder og arrangementer.

Siden starten i 2018 er det lykkedes den frivillige non-profit forening af søge og modtage omkring 4 millioner kroner til at renovere mejeribygningerne og søsætte nye initiativer og aktiviteter.

Der er både frivillige fra Sjælland og sågar fra Odense og Langeland med til at afvikle halloween-arrangementet på det gamle mejeri. Men hovedparten er lokale.

Flere lokale er med

- Vi oplever, at vi får flere og flere lokale med ind i vores forening og til aktiviteterne. Det er også lidt en trend, vi ser, at folk flytter med deres hobby. Der er flere af os, som nu har købt hus og bosat sig i lokalområdet, fortæller Joachim Dittman fra Wonder Studios.

Foreningen har især de senere år været kendt for at arrangere store rollespil, hvor forskellige grupperinger skal finde et samarbejde med hinanden for at overleve i en verden fuld af undergang og dommedagsstemning.

Alt det leverer det gamle mejeri i Frejlev masser af, og det ville lørdagsgæsterne Leif Rasmussen og Hanne Pedersen fra Kartofte gerne ind og opleve lidt af på sådan en solskinsfyldt efterårslørdag.

- Vi har ikke prøvet sådan noget før, men vi vil jo gerne kunne snakke lidt med omkring, hvad der sker i lokalområdet, lyder det fra Leif Rasmussen.

- Vi har slet ikke prøvet et halloween-arrangement før, så det er meget nyt, lyder det med et smil fra Hanne Pedersen.