X Factor-Mille puster ud i sommerhus og planlægger sin fremtid i musikken
21-årige Mille Bergholtz fra Nykøbing er fast besluttet på at gå musikvejen - også efter X- Factor, der bliver uden hende i finalen. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Væk er X Factor-scenen, publikum, orkesteret og opmærksomheden fra tre dommere og de 600.000-900.000 TV2-seeere, der plejer at følge showet. Tilbage er Mille Bergholtzs planer og drømme om at blive i musikken.
NYKØBING/GEDESBY STRAND: I sidste uge var Mille Bergholtz hyldet i hårlak, glimmer, høje hæle og hypede kostumer.
I denne uge står den på sweater, bare tæer og backgammon i et sommerhus i Gedesby Strand.
Væk er X Factor-scenen, publikum, orkesteret og opmærksomheden fra tre dommere og de 600.000-900.000 TV2-seeere, der plejer at følge showet.
Til gengæld har den 21-årige Nykøbing-sangerinde for første gang i et par måneder sin fulde opmærksomhed på kæresten Mads Drabæk Blak, der har lånt sommerhuset for at give hende et pusterum, efter hun røg ud af konkurrencen i fredags.
Mille Bergholtz er både skuffet og glad i sommerhushyggen.
Annonce
Backgammon er sommerhushygge hos Mille Bergholtz og kæresten Mads Drabæk Blak. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
- Jeg har blandede følelser. Det er virkelig dejligt at være her med Mads og få pulsen lidt ned. Jeg skulle have haft helt latterligt travlt i denne uge, og nu sidder jeg bare her. Jeg savner at være med i X Factor og ville selvfølgelig gerne have haft det sidste med. Men jeg kan også mærke, at det er tiltrængt at slappe af og vide, at jeg ikke behøver stå tidligt op og øve helt vildt meget, fortæller Mille Bergholtz, der også kan konstatere at hendes forkølelsessår er forsvundet sammen med travlheden.
Det popper op, når hun er stresset, og det har haft en næsten fast plads på hendes læbe i de to måneder med liveshows i X Factor.
Fed stress
- Kroppen reagerer, men det har jo været en fed stress. Jeg har haft en fed og spændende oplevelse. Jeg kan godt lide travlheden, og det er jo den vej, jeg gerne vil gå, forklarer Mille Bergholtz, der har følt sig godt taget hånd om af X Factor-produktionen.
Sweater og bare tæer er ugens outfit for Mille Bergholtz. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
To voksne "omsorgspersoner" har været omkring de unge deltagere, som dermed har haft et sted at vende hårde bemærkninger, træthed og frustrationer efter lange øvedage.
- Jeg er 21 år og ret selvstændig, men der er jo deltagere på 16 år, som godt kan have brug for en voksen at gå til. Jeg synes, at det har været en god balance, og vi er ikke bare blevet kastet ind i et tv-program og blevet helt slugt. De har været gode til at se, at vi deltagere ikke kun er underholdningsværdier, men at vi også er personer med følelser - og personer, der godt kan være trætte, fortæller Mille Bergholtz.
De har været gode til at se, at vi deltagere ikke kun er underholdningsværdier, men at vi også er personer med følelser - og personer, der godt kan være trætte.
Mille Bergholtz
London kalder
Hun har netop lagt sin lyserøde telefon efter en samtale med musikskolen Tileyard i London, hvor hun håber at komme til at videreuddanne sig.
Et år på skolen, der uddanner sangskrivere og producere, koster omkring 100.000 kroner, som Mille Bergholtz er mere end klar til at lægge for at komme videre med sin musikalske drøm.
Semifinalen blev Mille Bergholtz sidste optræden i X Factor-konkurrencen. På fredag er hun tilbage på scenen, ikke som finalist, men som deltager i et fællesnummer sammen med alle øvrige deltagere i årets liveshows. Foto: Martin Sylvest/Ritzau ScanpixMartin Sylvest
Pengene har hun tjent i sit sabbatår som tjener på en stribe af Nykøbings restauranter og som lærervikar på Sophieskolen.
Annonce
Men de får sandsynligvis lov at blive stående på opsparingskontoen lidt endnu, for Tileyard kan tidligst blive en mulighed for Mille Bergholtz i 2023.
"Madsanager"
Kæresteparret, der har været sammen i godt tre år, var ellers begyndt at ægge planer om at følges på eventyr i London. Mads Drabæk Blak vil gerne læse til serviceøkonom og kan lide at planlægge. Han har håndteret en god bid logistik rundt om Mille i hendes X Factor-tid, og der tegner sig en mulighed for et godt team med sangerinden og manageren.
- Jeg kalder ham allerede "Madsanager", griner Mille Bergholtz, som nu er begyndt at planlægge et ophold i København, inden London-drømmen kan udleves.
En afslappet Mille Bergholtz i sommerhus i Gedesby Strand. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Mille vil huskes
Sikker er hun på, at det er musikken, der skal være hendes vej. Mange har deltaget i X-Factor, og mange er blevet glemt bagefter. Men hun har en plan for, hvordan vi skal huske hende.
- Jeg håber at kunne fortsætte i musikken, for jeg har ikke noget studie eller job, jeg skal tilbage til. Jeg kan fokusere på musikken, så jeg skal huskes på, at jeg stadig er i musikken. Så må vi se, om det bliver som Mille fra X Factor eller musiker-Mille, fastslår Mille Bergholtz, der foreløbig har fået flere henvendelser fra folk, der gerne vil have hende til at synge til konfirmationer.
Det gør hun meget gerne sammen med guitaristen Mathias, som hun har spillet med gennem længere tid.
Hvis man vil booke Mille, skal det foregå gennem AEM Booking, der tager sig af X Factor-deltagernes engagementer i den første tid.
Det blev en rørende afsked med konkurrencen i fredags, da Mille Bergholtz blev stemt ud og alligevel skulle synge en afskedssang. Den var hun ikke fan af, men hun gennemførte trods tårer. Foto: Martin Sylvest/Ritzau ScanpixMartin Sylvest
Gør det vilde
Annonce
Mille Bergholtz har et budskab til andre unge, der sidder og tænker på at melde sig til X Factor eller at tage andre vilde beslutninger i livet.
- Det skal de bare gøre! De skal turde stå op for sig selv og gøre de ting, de virkelig har lyst til og som er lidt vildt.
Mille Bergholtz vender trods den tabte finaleplads tilbage på X Factor-scenen fredag aften, hvor hun skal være med i et fællesnummer, alle deltagerne i årets liveshows synger sammen.
Showet kan se på TV2 klokken 20.
De skal turde stå op for sig selv og gøre de ting, de virkelig har lyst til og som er lidt vildt.
Mille Bergholtz
Finale
Finalen i årets X Factor afvikles fredag aften på TV2 og i studiet i Brøndby.
De tre finalister er Mads Moldt, Tina Mellemgaard og Kári.
X Factor 2022 er den 15. sæson af talentkonkurrencen på dansk tv. TV2 sender showet for fjerde gang, og kanalen har allerede offentliggjort, at der også bliver en sæson 15.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb