Zoo-direktør ramt af smædekampagne

På tredje år kan han se sig selv hængt op i lygtepæle over hele Nykøbing. En grov smædekampagne fra en anonym afsender angriber ham personligt og professionelt.

- Jeg gør mit bedste for at ignorere plakaterne og ofrer dem så lidt opmærksomhed som muligt. Det er noget kyllinge-noget, når folk ikke vil stå ved deres udsagn om andre. Men det har jeg lært at leve med, siger Gunnar Schønveller.

Til gengæld har han svært ved at acceptere, at politiet i Nykøbing F. - trods flere anmeldelser - ikke vil hjælpe ham med at opklare, hvem der sværter hans navn og rygte i det offentlige rum.

Ifølge vicepolitikommissær Steen von Würden hører sagen hjemme under straffelovens paragraf om injurier.

- Men paragraffen henviser til privat påtale - det vil sige et civilt søgsmål. Så det er den angrebne selv, der via en advokat kan tage fat i det - ikke politiet, siger Steen von Würden.




Direktør for Nykøbing F. Zoo, Gunnar Schønveller, står magtesløs og uden hjælp fra det lokale politi.

Offentliggjort Sidst opdateret