1000 vil få muligheden: Storrygere kan redde livet med lungeskanning
Rygning er hovedårsag til over 80 procent af alle tilfælde af lungekræft. Sygdommen opdages ofte så sent, at det er umuligt at bortoperere kræften. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Mange flere kunne overleve lungekræft, hvis de blev skannet, før de første symptomer viser sig. Region med mange storrygere vil stå i spidsen for pilotprojekt.
Ritzau RitzauAnnette Bredmose, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
1960'ernes og 70'ernes rygevaner har gjort lungekræft til en af de mest udbredte kræftformer i Danmark.
Hvert år koster sygdommen cirka 3700 livet.
Flere kunne overleve, hvis storrygere fik skannet lungerne, inden hoste, åndenød og andre symptomer viser sig.
Derfor har regeringen afsat 25 millioner kroner til et pilotprojekt, der fra næste år vil tilbyde cirka 1000 storrygere at få lungerne undersøgt.
Et vigtigt skridt i retning af at kunne ændre den triste statistik, mener Kræftens Bekæmpelse.
Annonce
- Lungekræft er den næsthyppigste kræftform hos både mænd og kvinder, og overlevelsen er ikke for alvor blevet bedre de seneste år.
- Sygdommen findes alt for ofte i et sent stadie, siger Janne Bigaard, der er overlæge og projektchef i organisationen.
Ingen europæiske lande tilbyder endnu landsdækkende undersøgelser for lungekræft. Men flere har gennemført forsøg i lighed med det, som nu er på vej herhjemme.
Eksempelvis Belgien og Holland, hvor et studie fra 2020 har vist, at dødeligheden faldt med 24 procent hos storrygere, der var blevet CT-skannet i forhold til en kontrolgruppe.
Hvor i Danmark storrygere som de første kan blive skannet, er op til Sundhedsstyrelsen, der træffer beslutningen i januar på baggrund af ansøgninger fra regionerne.
- Det primære formål med pilotstudiet er at afdække de organisatoriske, ressourcemæssige og teknologiske muligheder for at indføre et nationalt screeningsprogram for lungekræft, oplyser styrelsen.
På forhånd ligger det fast, at projektet skal koncentreres i én af de fem regioner, hvorefter det afgøres, om det senere skal udbredes.
Region Sjælland er oplagt, mener koncerndirektør Jesper Gyllenborg. Han henviser til, at der i regionens sydlige kommuner Lolland, Vordingborg og Guldborgsund er 35 procent flere storrygere i forhold til landsgennemsnittet.
De skal have et tilbud, der matcher deres behov, og det er regionen klar til at etablere.
Læge Haseem Ashraf har skrevet ph.d. på Københavns Universitet om screening af storrygere. Han er nu ansat på Akershus Universitetssykehus i Oslo, hvor han er ansvarlig for et projekt, hvor storrygere skannes. Foto: Rabana Maqsood/Free
- Vi ved, at det ikke altid er nok at sende en besked i e-Boks. For nogle skal der en mere opsøgende indsats til for eksempel i samarbejde med kommunen og den praktiserende læge.
Annonce
- Det kan også være, at skanningen skal ske i en mobil klink i nærheden af bopælen, i stedet for at man skal hen på et sygehus, siger Jesper Gyllenborg.
Til inspiration kan der kigges mod Norge, som i godt et år har tilbudt storrygere en skanning.
I 2022 fik 125.000 borgere mellem 60 og 80 år i Akershus Fylke (amt, red.) i hovedstaden Oslo tilsendt et elektronisk spørgeskema om deres rygevaner.
Cirka 13.000 meldte skriftligt eller telefonisk tilbage, at de ønskede at deltage i screeningen, siger Haseem Ashraf, der er overlæge og klinisk lektor i radiologi på Akershus Universitetssykehus.
- Interessen var stor. Når jeg var færdig med at tale i telefon med én, så kunne jeg se, at fem andre i løbet af den tid havde ringet mig op.
Blandt de 13.000 interesserede var 2500 storrygere. De er kendetegnet ved at have røget en pakke cigaretter hver dag i 35 år.
Finansieringen tillod 1000 deltagere, som har fået den første af tre skanninger.
Foreløbig har 25 fået konstateret lungekræft, men takket være skanningen på et så tidligt tidspunkt, at 23 af dem har kunnet få en operation.
- Når tumoren opdages tidligt, har den sjældent nået at vokse ind i luftveje og andre strukturer. Og derfor kan patienten opereres eller få en anden helbredende behandling, siger Haseem Ashraf.
Han er dansk læge og har en ph.d. i screening for lungekræft fra Københavns Universitet.
Annonce
Med til skanningen hører, at patienten får hjælp til at stoppe med at ryge. Den foreløbige erfaring viser, at de fleste tager imod det tilbud.
/ritzau/
Undersøgelse for lungekræft kan vende kedelig statistik
* Lungekræft er den næsthyppigste kræftsygdom i Danmark. Hvert år dør cirka 3700 mennesker af sygdommen.
* Hos cirka 45 procent af patienterne har sygdommen spredt sig, når de får stillet diagnosen.
* En europæisk undersøgelse har vist, at en CT-skanning kan finde lungekræft tidligere hos personer, som har eller har haft et stort forbrug af tobak.
* Erfaringer fra Holland og Belgien viser, at dødeligheden falder med 24 procent, hvis storrygere og andre i særlig risiko skannes.
* Norge har som det seneste land i Europa indført en forsøgsordning, hvor storrygere mellem 60 og 80 år tilbydes en scanning.
* Regeringen har besluttet at gennemføre et pilotprojekt, der skal afklare, om lungekræftscreening skal indføres i Danmark.
* Sundhedsstyrelsen opfordrer landets fem regioner til at byde ind med en model for afprøvning af screening.
* I alt afsættes der over de næste tre år 25 millioner kroner til formålet.
Seneste artikler
Elever overvåges for at undgå snyd
Annonce: Det digitale forbrug på Lolland-Falster og de nye krav til hastighed
- Nu begynder det: Voksenmobning i byrådet igen?
Teenagere fra Litauen og Tyskland samlet i Nykøbing
Sæsonprogram får NFC til at skifte træningsmodstander
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Tordenvejr truer
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet