100.000 flere end sidste år har tjekket forskudsopgørelsen
Mange flere logins end sidste år er foretaget på skat.dk, efter at boligejere som noget nyt kan tjekke deres samlede boligskat i forskudsopgørelsen. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Oplysninger om boligskatten kan være årsag til, at flere end sidste år har tjekket forskudsopgørelsen.
373.000 gange er der blevet logget ind på forskudsopgørelsen på skat.dk siden mandag aften.
Det viser den seneste opgørelse fra Skattestyrelsen tirsdag aften cirka 18.45.
Det er næsten 100.000 flere logins end sidste år på samme tidspunkt.
Og ifølge underdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen er der god grund til, at flere logger ind i år.
- Jeg tror bestemt, at de nye oplysninger om boligskatten har fået ekstra mange boligejere til at logge ind i år.
- Det er jo første gang, at man kan se sine boligskatter samlet på forskudsopgørelsen, siger han i en skriftlig kommentar.
Sidste år var der ifølge Skattestyrelsen i samme periode foretaget knap 276.000 logins i samme tidsperiode.
På forskudsopgørelsen kan man se de oplysninger, som skattemyndigheden har registreret om næste års forventede indtægter og fradrag.
Og som noget nyt kan boligejerne i år også se deres samlede foreløbige boligskat i forskudsopgørelsen.
Uanset årsagen er Jan Møller Mikkelsen glad for, at der er stor interesse for at tjekke forskudsopgørelsen.
- Set fra min stol er jeg utrolig glad for, at borgerne viser så stor interesse for forskudsopgørelsen. Den er dit skattebudget for næste år, og det er rigtig fornuftigt at tjekke oplysningerne, siger han.
I forbindelse med åbningen af forskudsopgørelsen har Skattestyrelsen sendt omkring fire millioner mails ud, som skal minde borgerne om at kontrollere deres oplysninger.
Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
Derudover bliver borgerne i mailen advaret om at være opmærksomme på risikoen for falske mails.
Her gør Skattestyrelsen blandt andet borgerne opmærksomme på, at de aldrig beder om private informationer - eksempelvis personoplysninger.
Mails og sms'er er sendt ud til de borgere, der har tilmeldt sig serviceinformationen på TastSelv.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker