12-tals piger ender på produktionsskoler
Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
De såkaldte tolv-tals piger, der er fagligt stærke og kæmper hårdt for de gode karakterer i gymnasiet, strander i dårligt selvværd og usikkerhed.
I de seneste par år er en ny gruppe elever dukket op på de østjyske produktionsskoler.
Det er de såkaldte tolv-tals piger, der er fagligt stærke og kæmper hårdt for de gode karakterer i gymnasiet - for at være populære - for at gøre os alle sammen glade. Men alle de gode intentioner strander i dårligt selvværd og usikkerhed, og når først depressionen eller spiseforstyrrelsen buldrer, ryger de ud af gymnasiet.
- Jeg vidste godt, at jeg ikke var god til alle fag, men jeg ville gerne være god til alle fag. Det var fedt at sige, at man havde fået 10 eller 12. Alle sagde "Wow! Tillykke hvor er du dygtig?!" Der er ikke noget anerkendelse i at få fire eller syv. Hvis jeg var blevet meget længere på gymnasiet, ved jeg ikke, hvor jeg var endt henne. Jeg kunne ikke holde det ud længere, siger 20-årige Julie Birkeskov, der efter et psykiatrisk forløb, i dag går på en danselinje på produktionsskolen Gøglerskolen i Aarhus.
I dag har hun det bedre - blandt andet fordi hun oplever at være i et miljø, hvor der er plads til ikke at have det godt med sig selv, og hvor hun ikke føler sig presset.
Det samme gælder veninden, 17-årige Julie Jensen, der forlod gymnasiet for få måneder siden efter en lang periode, hvor hun gradvist fik det dårligere.
- Man vil jo bare gøre det så godt, som man kan. Og der er bare det, at man ser sine forældres ansigter, når det går godt i skolen..de tænker, at man skal have en god uddannelse, at det skal gå en godt, og så føler man endnu mere, at man er nødt til at blive ved, siger Julie Jensen.
Produktionsskoler er et praktisk uddannelsestilbud, baseret på praktisk arbejde og undervisning i værksteder, hvor unge kan arbejde inden for forskellige fagområder spændende fra alt fra dans til håndværk, mens de tænker over, hvad de skal uddanne sig til eller arbejde med. På skolerne er særlige vejledere tilknyttet. TV2 ØSTJYLLAND har talt med fire østjyske produktionsskoler, der alle oplever en tilstrømning af fagligt stærke men psykisk sårbare piger på deres skoler.
- Der kommer rigtig mange af dem, som har det rigtig svært med sig selv. Det er et udtryk for, at der er en præstationskultur, der er blevet det nye normale. Vi ser mange med depression, angst og sågar unge, der er selvmordstruede, siger mentor Anni Stjerne, der som konsekvens af tilstrømningen af 12-tals piger er ansat til at tage hånd om gruppen.
Også Bjarke Malmstrøm Jensen, konsulent i Læringskompagniet og tidligere børn- og ungechef i Psykiatrifonden, der underviser i unges trivsel på videregående uddannelser har bemærket tendensen.
- Nogle unge vil se det som et nederlag, at de kommer på produktionsskole, selv om de i den grad har gavn en fagpakke, der har fokus på de mere kreative fag, som er drænet ud af eksempelvis gymnasier et er en kæmpe styrke, - og derfor er det vigtigt, at forældrene ikke viser, at de er skuffede eller slækker på deres ambitioner på børnenes vegne, siger Bjarke Malmstrøm Jensen.
Hans bedste råd til forældre, der frygter, at deres barn er på vej til at blive en sårbar 12-tals-ung er et stort fokus på, at der er mange veje og omveje til det gode liv. Bjarke Malmstrøm Jensen opfordrer forældre til at have store ambitioner på sine børns vegne, men at være ærlig om, hvordan man selv har oplevet modgang samt giver positiv feedback, når ambitionerne ikke holder stik - og aldrig viser skuffelse.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde