120 ladestandere til elcykler på vej til landets kommuner
Elcykler indeholder et batteri, som skal oplades. Nu er der offentligt tilgængelige ladestandere på vej til landets kommuner. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
24 kommuner har fået godkendt ansøgninger om 120 offentligt tilgængelige ladestandere til elcykler.
24 af landets kommuner har fået godkendt støtte fra EU til at sikre offentligt tilgængelig opladning af elcykler. Dermed er over 120 ladestandere til elcykler på vej.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Det er et led i aftalen om "Grøn omstilling af vejtransporten" fra 2020, hvor der blev afsat 12,2 millioner kroner til offentligt tilgængelig opladning af elcykler.
Kommunerne har kunnet søge tilskud til skure og mindre bokse, hvori man kan placere sit cykelbatteri, sætte det i en stikkontakt og låse efter sig.
Afdelingsleder ved Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen ser, at interessen for at søge tilskud har været stor uden for de større byer.
Her har elcyklen "stort potentiale", mener hun.
- Elcykler kan være en god mulighed for dem, der ellers ikke ville cykle så langt på en almindelig cykel. Med investeringer i opladning og sikker cykelparkering gør vi det mere attraktivt at vælge elcyklen, siger hun i pressemeddelelsen.
Vejdirektoratet har fordelt puljemidlerne efter først-til-mølle-princippet.
Der er tale om kommunerne Assens, Ballerup, Egedal, Esbjerg, Favrskov, Frederikshavn, Gribskov, Guldborgsund, Herning, Høje-Taastrup, Kalundborg, Køge, Langeland, Middelfart, Norddjurs, Rebild, Ringkøbing-Skjern, Roskilde, Samsø, Silkeborg, Sønderborg, Tønder, Vejle og Viborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde