15.000 fejrede fuld genåbning til koncertdag i København
Her ses publikum, da D-A-D lørdag optrådte på Refshaleøen til koncertdagen "Tilbage til Live". Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Der kan igen afvikles store koncerter, efter at coronarestriktionerne er væk. Lørdag er det sket i København.
Coronaudbruddet har de seneste to somre betydet aflyste festivaler på stribe. Nu er restriktionerne dog væk, og lørdag er en af de første store koncerter efter corona blevet afviklet i København.
15.000 mennesker har deltaget i koncertdagen "Tilbage til Live" på Refshaleøen, hvor en stribe danske kunstnere har optrådt.
Det er ifølge Ulrik Ørum-Petersen forløbet over al forventning. Han er koncertarrangør i Live Nation Danmark og direktør for Heartland Festival.
- Vi har sat ekstra sprit ud i alle boder og barer som en ekstra foranstaltning, da vi stadig omgås pandemien. Men ellers har vi kunnet afvikle helt som i gamle dage. Det har været rigtig dejligt, siger han.
Blandt andre rockveteranerne Dizzy Mizz Lizzy, D-A-D og rapgruppen Suspekt har lørdag optrådt på Refshaleøen i København.
Det er ni af landets festivaler, der står bag koncertdagen. De tæller Roskilde Festival, Northside, Heartland, Copenhell, Smukfest, Tinderbox, Jelling Musikfestival, Nibe Festival og Grøn.
Selv om danskerne nu har måttet undvære festivaler de to seneste somre, har de dog ikke glemt, hvordan man går til koncert og fester, fortæller Ulrik Ørum-Petersen.
- Jeg havde selv nogle forbehold for, hvordan folk ville agere i store mængder oven på det her. Men det er som at træde to år tilbage i tiden, lyder det fra Ulrik Ørum-Petersen.
Hvis det viser sig, at der har været smittede til arrangementet, følges myndighedernes anbefalinger, fortæller han.
- Vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og alt, hvad vi har lavet, har været i henhold til dem. Så det er jeg ikke så nervøs for, lyder det fra koncertarrangøren.
"Tilbage til Live" er ikke det eneste større arrangement, som har fundet sted, efter at restriktionerne er blevet ophævet. Lørdag er også Skive Festival, der startede torsdag, blevet rundet af. Her deltog cirka 10.000 gæster.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker