Danskerne er tilsyneladende vilde med privat sundhedsbehandling. I hvert fald har 1,7 millioner danskere en privat forsikring, der giver ret til gratis behandling på privathospitaler, skriver Ugebrevet Mandag Morgen.
Det er langt flere, end man hidtil har troet, og dermed har det danske sundhedsvæsen fået et langt stærkere privat islæt i de seneste få år. Hidtil har man kun talt om, at 900.000 danskere har en sundhedsforsikring via deres arbejdsgiver. Men en ny omfattende undersøgelse blandt 5000 danskere, der er foretaget af en gruppe forskere fra Syddansk Universitet, viser, at 800.000 andre danskere har forsikret sig privat for at kunne få en hurtigere operation på privathospitaler.
Undersøgelsen viser, at forsikringerne er meget skævt fordelt mellem den private og offentlige sektor og mellem mænd og kvinder. Forsikringerne er ekstremt populære blandt lønmodtagerne, men modtages mere køligt i fagbevægelsens top.
- Operationsforsikringer er med til at undergrave den lige og frie adgang til sundhedsvæsnet, siger Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F til Mandag Morgen.
Professor Kjeld Møller Pedersen, der har stået i spidsen for undersøgelsen, kalder dog fagbevægelsens kamp mod forsikringerne for "Don Quijotes kamp mod vindmøllerne". Han opfordrer i stedet regeringen til at ligestille de arbejdsgiverbetalte forsikringer med de individuelle ordninger i blandt andet Sygeforsikringen Danmark. I dag er kun de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer fritaget for skat.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker