18-årig københavner er død af sjælden meningitis
Det er sjældent, at to unge mænd dør af smitsom meningitis i løbet af blot en måned. Genrefoto. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox, arkivfoto
Der er ingen grund til at tro, at et dødsfald kan kobles sammen med tilfælde af smitsom meningitis i Birkerød.
Endnu en ung mand er død af meningokoksygdom, der også kendes som smitsom meningitis. Dermed er to teenagere død af sygdommen i løbet af januar.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside.
Senest er en 18-årig mand fra København død. Han døde mandag, og styrelsen har lavet en smitteopsporing. Det betyder, at man har været i kontakt med de personer, som skal tilbydes en forebyggende behandling.
- Det er selvfølgelig voldsomt med to tilfælde inden for en måned, siger Anette Lykke Petri, der er enhedschef og overlæge hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Men rent statistisk er der ikke noget, der tyder på, at der aktuelt er en overhyppighed af meningokoksygdom i 2017, siger hun.
Styrelsen har været i kontakt med den 18-åriges skole, så både andre elever og ansatte er blevet informeret.
Ifølge Anette Lykke Petris oplysninger døde han i løbet af få dage.
Den sjældne sygdom er alvorlig og kan udvikle sig meget hurtigt. Selv om den er kendt som smitsom meningitis, er der ikke mange tilfælde i Danmark. I 2015 var der i alt 40 tilfælde. Heraf var der kun få dødsfald.
Tidligere på måneden blev alle elever og ansatte på et gymnasium i Nordsjælland tilbudt forebyggende behandling for sygdommen. Det skete efter en 17-årigs død.
Der er dog ikke tegn på, at de to dødsfald hænger sammen.
- På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at det er relaterede tilfælde. Men vi er i færd med at undersøge det og får svar på vores test i løbet af næste uge, siger Anette Lykke Petri.
Den 17-årige døde 1. januar af smitsom meningitis.
Også en anden elev på Birkerød Gymnasium blev ramt af sygdommen, og det fik Styrelsen for Patientsikkerhed til at opfordre lærere og elever på gymnasiet til at blive vaccineret.
Cirka 1000 elever og ansatte på gymnasiet tog imod tilbuddet om forebyggende behandling.
Smitsom meningitis ses ofte ved enkeltstående tilfælde. Normalt vil det derfor kun være familier og venner, som man har kysset eller sovet under samme tag med, der bliver tilbudt forebyggende behandling.
Sygdommen forekommer overalt i verden og hos personer i alle aldre. Den ses dog hyppigst blandt børn, teenagere og yngre voksne.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker