1813 får ny kritik efter besøg fra Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen har været på uvarslet kontrolbesøg hos Region Hovedstadens Akutberedskab, som tager telefonen, når syge borgere ringer 1813. Og der var plads til forbedring, erkender Region Hovedstaden efter besøget.
En del af kritikken lyder ifølge regionen, at nogle af beredskabets sygeplejersker ikke har været helt klar på de formelle retningslinjer, og det kan ifølge Sundhedsstyrelsen gå ud over patientsikkerheden.
- Sundhedsstyrelsen finder, at der er nogen medarbejdere, som ikke er helt klare på, hvad deres kompetence er, hvad der er deres instruks og deres ansvar. Det skal vi selvfølgelig sikre er i orden, siger koncerndirektør Svend Hartling, til Ritzau.
- Der er åbenbart nogle af vores medarbejdere, som ikke har været instrueret tydeligt nok. Sådan må jeg tolke det, men nu må vi se Sundhedsstyrelsens rapport, siger han.
Ifølge Svend Hartling har Akutberedskabet en spørgeguide, som sygeplejerskerne skal bruge under samtaler med borgerne.
Den giver svar på, hvordan de skal forholde sig til de symptomer, som patienterne ringer ind med. Altså for eksempel i hvilke tilfælde en patient altid skal henvises til en læge.
Men ifølge Sundhedsstyrelsens kritik opfatter enkelte medarbejdere dog manualen som et opslagsværk frem for en systematisk og tvungen instruks, og det kan altså gå ud over patientsikkerheden. Akutberedskabet strammer derfor op, siger Svend Hartling.
Sundhedsstyrelsen kritiserer også Akutberedskabet for, at personalet ikke automatisk får besked, hvis en patient har været i kontakt med 1813 flere gange, og hvilke råd der tidligere er givet.
I dag skal personalet selv søge i systemet efter oplysningerne, men der er en teknisk løsning på vej allerede nu, siger Svend Hartling.
- Vi er glade for besøget og for, at Sundhedsstyrelsen har haft lejlighed til at se vores procedurer igennem og tale med medarbejderne. Selvom deres kritik kun er foreløbig, er det naturligvis noget, vi kigger på allerede nu, siger han.
Sundhedsstyrelsen talte med både medarbejdere og ledere hos Akutberedskabet og var også med på en lytter under flere telefonsamtaler med borgere. Styrelsen vil på den baggrund fremlægge en endelig rapport om to uger, oplyser Region Hovedstaden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned