20 jægere skal skyde fugleunger ved 2500 reder i Aalborg
Råger kan være til stor gene i nogle områder. Derfor kan regulering af rågeunger komme på tale. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Der kommer til at lyde skud i Aalborg den næste måneds tid, når 20 jægere skal rydde op i bestanden af råger.
20 jægere skal fra mandag og cirka en måned frem skyde rågeunger i og omkring Aalborg.
Det sker i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og en række jagtforeninger.
Det skriver TV2 Nord, som har talt med Klaus Godiksen, der er skytte og ansvarlig for nedskydningen for Aalborg Kommune.
- Jeg forstår godt, at folk synes, det er skideirriterende, når der er måger og råger, som skriger, så vi forsøger at gøre en forskel.
Jægerne skal igennem cirka 2500 reder i alt. Mere end 1000 af dem er ved Mølleparken ved Aalborg Zoo, hvor Danmarks største rågekoloni ligger.
Rågeungerne, som bliver skudt, skal tilberedes og spises til et arrangement 22. maj, oplyser Klaus Godiksen til TV2 Nord.
I nogle områder er råger til stor gene, og derfor kan regulering af rågeunger komme på tale.
Det fremgår af Danmarks Jægerforbunds hjemmeside.
Med Naturstyrelsens tilladelse kan man få lov til at skyde rågeunger uden for reden fra 1. maj til 15. juni.
Det foregår ved, at man forsigtigt lister sig rundt mellem de redebærende træer, står stille ved en gruppe af reder og spejder efter rågeunger, der er fri til skud.
Afskydningen kan foretages, når ungerne er på grenene omkring reden.
Udover at have en tilladelse fra Naturstyrelsen skal man være myndig og have et gyldigt jagttegn, hvis man vil foretage regulering af rågeunger.
Personer på mellem 16 og 18 år med gyldigt jagttegn må også nedskyde rågeunger, hvis de ledsages af en myndig person med gyldigt jagttegn.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker