2011 var et godt biografår for dansk film

I 2011 blev der langet 3,4 millioner biografbilletter til danske film over disken, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Og det glæder Henrik Bo Nielsen, der er administrerende direktør i Det Danske Filminstitut.

- 2011 var et rigtig godt biografår. Danskernes interesse for danske film er tilbage på det niveau, vi synes, det skal ligge på - uden dog at være et jubelår, siger han.

Med stigningen på 17 procent er danske film tilbage på et niveau over tre millioner solgte billetter om året, som det også var tilfældet i årene 2001-2008 - før finanskrisen ramte.

- Vi kigger på udviklingen i et 10-års perspektiv, fordi der kan være udsving fra år til år på grund af ting som forskellige premieredatoer. Og set i det lange perspektiv slog biografåret 2011 ud til den positive side, siger Henrik Bo Nielsen.

Topscoren blandt de danske film er "Dirch" med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som Dirch Passer. Den trak 471.819 danskere ind i biografen.

Det var dog ikke nok til at slå den sidste film i rækken om troldmandslærlingen Harry Potter, der topper listen over største biografsucceser i 2011. "Harry Potter og dødsregalierne - del 2" trak 651.546 danskere i biografen.

På top 10 over største biografsucceser finder man kun fire danske film. I alt udgør de danske film 27 procent af det samlede billetsalg i 2011.

Det er en stigning siden 2010, hvor de danske film udgjorde 22 procent, mens de i 2009 kun udgjorde 17 procent af billetsalget.

- Det er ganske tilfredsstillende. Dansk film har en høj markedsandel på hjemmemarkedet set i et europæisk perspektiv, siger Henrik Bo Nielsen.

- I Danmark synes vi, at det er helt ekstremt ringe, når vi er nede på 17 procent, men det er stadig flot sammenlignet med resten af Europa.

Henrik Bo Nielsen forventer også, at 2012 bliver et pænt biografår på niveau med 2011.

/ritzau/

Det går fremad for danske film. I hvert fald målt i antal solgte biografbilletter.

Offentliggjort Sidst opdateret