2015 er tre millimeter fra at være det vådeste år
Foto: Jens Dige, arkivfoto
Jens Dige, arkivfoto
Med udsigt til regn nytårsaften er der sandsynlighed for, at 2015 bliver det år, der er faldet mest regn.
"Et lille regnvejr" er ifølge DMI det eneste, der står i vejen for, at 2015 går hen og bliver det vådeste år, som meteorologerne nogensinde har målt.
Og med udsigt til lidt regn på selveste nytårsaften er førstepladsen ifølge klimatolog hos DMI Mikael Scharling inden for rækkevidde.
2015 mangler blot tre millimeter regn for at slå 1999, der har rekorden for det vådeste år.
I løbet af det sidste år inden årtusindskiftet faldt i alt 905 millimeter regn fra januar til december.
Siden 1. januar og frem til 29. december i år er der indtil videre faldet 902 millimeter regn.
Ifølge Thyge Rasmussen, vagtchef hos DMI, bliver spændingen afgjort på målstregen.
- På selve nytårsaften driver et lille regnvejr ind over landet. De fleste af vores vejrmodeller forventer lige præcis nok nedbør til, at vi tangerer rekorden, mens en enkelt model leverer nok vand til, at 2015 bliver Danmarks vådeste år, forklarer han i en meddelelse på DMI's hjemmeside.
Medmindre der falder et godt stykke over de ventede tre millimeter vand, udløses spændingen først formelt et stykke ind i det nye år. Især hvis der blot falder en eller to millimeter.
Klimatologerne gennemgår nemlig minutiøst alle klimastationer for at se, om nogen af dem viser tegn på uregelmæssigheder, fortæller DMI.
- Det kan ændre en millimeter eller to på det præcise tal for årets samlede nedbør og dermed, om det blev en første- eller andenplads til 2015.
Det er især nogle meget våde måneder i november og december, der kan forklare, hvorfor 2015 blev så rig på regn.
- Det er over 20 år siden, at vi senest havde to så våde måneder i træk, siger klimatolog Mikael Scharling.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned