240 personer i Rødbyhavn-tog har fået lov at rejse videre
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Politiet lod flygtninge og migranter rejse videre med privatpersoner efter langvarig stilstand på station.
Cirka 240 flygtninge og migranter, der onsdag nægtede at forlade et tog i Rødbyhavn for at blive registreret i Danmark, fik sent onsdag lov af politiet til at rejse videre uden at blive stoppet.
Det bekræfter politikommissær John Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Det var ikke på politiets direkte opfordring, at de forlod toget. Men de blev i hvert fald ikke stoppet. Så det kan du godt kalde frit lejde, når de får at vide, at de må gå, siger han til Ritzau.
- Hvor de er taget hen, ved jeg ikke. Jeg tror, at de er blevet hentet af private biler eller har taget taxi videre. Vi overvåger dem ikke mere, siger han til Ritzau.
- Vi ville ikke tømme toget med magt. Det har hele tiden været fremgangsmåden, at vi ikke vil bruge fysisk magt over for flygtninge, der kommer til landet, siger han.
Omkring 400 personer er fortsat indkvarteret på en skole i Rødbyhavn. Først i løbet af torsdagen bliver der taget stilling til, hvad der skal ske med dem.
Tidligere onsdag aften oplyste Rigspolitiet, at færgetrafikken mellem Rødbyhavn og tyske Puttgarden var indstillet af sikkerhedsmæssige grunde - noget, som færgeselskabet Scandlines ikke kunne bekræfte.
Men natten til torsdag oplyser DSB, at man ikke kan komme med toget, hvis man torsdag skal til Tyskland via Rødby Færge.
- EuroCity-togene kører kun mellem Københavns Hovedbanegård og Rødby Færge. De er aflyst mellem Puttgarden og Hamburg. Det er ikke muligt at gå til og fra færgen i Rødby Færge og Puttgarden, skriver DSB i en pressemeddelelse.
- Vi forventer, at togene kører normalt til og fra Tinglev og videre mellem Tinglev og Padborg/Flensborg, står der videre.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker