250 ansatte vil gerne væk fra Skat
Foto: Polfoto
Polfoto
Bunker af fejl i Skats ejendomsvurderinger og kritik for rockermetoder over for skatteborgere, der ikke makker ret.
Midt i blæsten om Skat har op mod 250 medarbejdere søgt om en frivillig fratrædelsesordning i forbindelse med den igangværende fyringsrunde, hvor 375 stillinger skal nedlægges i løbet af efteråret. Det skriver Politiken.
Ved den seneste omstrukturering bad 41 om frivillig afskedigelse, og tallet har aldrig været større, siger Jørn Rise, formand for Dansk Told og Skatteforbund. Han er ikke i tvivl om årsagen:
- Kampgejsten, korpsånden, arbejdsglæden og stoltheden er på vej væk. Rigtig mange er kede af at gå på arbejde, de føler, at de får bank, uanset hvad de gør.
- Nogle har ligefrem oplevet, at der bliver råbt grimme ting efter dem, når de er på opgave, siger formanden til Politiken.
Han peger desuden på, at sparerunder har nedsat antallet af ansatte fra 11.000 til 7000 siden 2005.
Skats direktør, Jesper Rønnov Simonsen, mener ikke, at antallet af ansøgere til fratrædelsesordningerne i sig selv er alarmerende højt. Men at medarbejderne er pressede, kan han bekræfte:
- Jeg oplever en betydelig frustration og har også hørt om, at der bliver buhet efter dem. Men jeg oplever også et enormt behov for information. Derfor har hele Skats direktion været ude i landet og møde medarbejderne og givet dem de svar, de efterspørger, siger direktøren.
Han vil ikke oplyse, hvor mange af de 250 skattefolk, der også vil få lov at forlade Skat.
I slutningen af august viste en meningsmåling udarbejdet af Voxmeter for Ritzau, at det ikke ligefrem råber på tillid til de danske skattemyndigheder, efter at Rigsrevisionen har afdækket de massive fejl ved de offentlige ejendomsvurderinger.
I målingen svarede 56 procent, at de havde en lavere tillid til Skat, efter at de seneste skandalesager er kommet frem.
Blot 1,4 procent karakteriserede deres tillid til skattemyndighederne som "meget høj".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned