300 kilo kokain i container: Landsret sætter punktum i stor narkosag
Foto: Rigspolitiet
Rigspolitiet
Østre Landsret holdt fast i straffe på op til 16 års fængsel i stor narkosag kaldet "Operation Container"
En skibscontainer lastet med kokain endte sin rejse fra Brasilien via Bremerhaven i Tyskland og Københavns Frihavn til sidst på en plads foran værktøjsproducenten Preben Z. Jensen A/S i Hedehusene vest for København.
Her lå politifolk på lur med kameraer, og en drone med et videokamera svævede højt over området, da en gruppe mænd mødtes og lagde planer.
Det var i dagene op til 1. marts 2021, og nu - mere end tre et halvt år senere - har Østre Landsret afsagt endelig dom i det, der betegnes som hovedsagen i sagskomplekset, der af politiet er dømt "Operation Container".
Tolv mænd blev dømt i sagen, da Københavns Byret for knap to år siden afsagde dom. Der blev givet domme til 10 af mændene på mellem 8 og 16 års fængsel. De resterende to blev idømt to et halvt års fængsel.
300 kilo kokain
Seks af dem ankede til landsretten, som tirsdag i væsentligt omfang har stadfæstet dommene. En af de dømte fik nedsat sin straf fra 12 til 10 år, mens resten fik mellem 12 og 16 års fængsel, oplyser specialanklager Annika Jensen fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.
Containeren, som har givet navn til sagskomplekset, rummede 300 kilo kokain, da toldere i Bremerhaven i Tyskland lukkede den op.
Kokainen blev beslaglagt og erstattet af uskadeligt stof, og politiet i Danmark, som var containerens endestation, blev underrettet.
Dermed fik ordensmagten mulighed for at iværksætte en omfattende overvågning.
Amatøragtig udførelse
Da containeren ankom til København, overtog politiet transporten og fragtede den med lastbil til firmaet i Hedehusene. Her var medlemmer af narkoringen klar til at sætte sig i besiddelse af narkoen.
Tre af mændene er dømt for at have forberedt at bruge tvang over for de ansatte hos værktøjsproducenten, som måtte stå i vejen for deres planer.
Selv om indsmuglingen var organiseret og aftalt mellem en række personer, så var udførelsen alligevel så amatøragtig, at landsretten ikke ville tage en særlig strafforhøjelsesbestemmelse i anvendelse, fortæller Annika Jensen.
Det havde anklagemyndigheden ellers krævet, for de højeste straffe burde ifølge anklagerens påstand ende helt oppe på 20 års fængsel. Men retten slog i dommen fast, at karakteren af indsmuglingen ikke var professionel nok til at lande på så høj en straf.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned