357 nye tilfælde i lyntest - høj andel smittede vækker undren

Falck testede 8959 tirdag, og fra på fredag forventer koncernen at kunne teste 50.000 dagligt. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Andelen af positive test hos Falck er højest i Region Hovedstaden og lavest i Region Nordjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Falck har det seneste døgn testet 8959 personer med lyntest og fundet 357 positive tilfælde.

Det fortæller Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør i Falck.

Andelen af positive test er dermed på fire procent, hvilket er en højere andel end de test, der bliver foretaget i det offentlige, hvor man bruger pcr-test.

Lyntest er mindre pålidelige end pcr-test, og nogle lyntest vil være negative, selv om folk er smittet.

Derfor ville man teoretisk set finde færre positive tilfælde med en lyntest end pcr-test, hvis man testede samme gruppe.

Andelen af positive tilfælde har også undret hos Falck.

- Jeg har ingen idé om, hvorfor det er sådan. Det må være forskellige grupper, der kommer ud hos os og tager test.

- Vi har undret os over, at vi finder så mange positive. Men vi kan også se, at der er stor geografisk forskel på, hvor der findes flest smittetilfælde, siger han.

Tirsdagens positivprocent svinger mellem 3,4-5,0 procent, når man ser på de enkelte regioner - med højest andel i Region Hovedstaden og lavest i Region Nordjylland.

Ifølge Sundhedsstyrelsen skal lyntest primært bruges til screeninger og ikke til personer med symptomer eller nære kontakter til smittede.

Jørgen Mieritz erkender, at den høje andel af positive hos Falck kan skyldes, at folk ikke følger Sundhedsstyrelsens råd.

- Det kan ikke undgås, at der er nogle, som møder op med symptomer, uden at vi er klar over det.

- Men vi har hele tiden gjort det klart, at man skal gå i de offentlige testcentre, hvis man har symptomer eller er nær kontakt, siger han.

Falck screener ikke folk - for eksempel ved at spørge, om de har symptomer - og det kommer de ansatte heller ikke til at gøre.

- Nej, det gør vi ikke. Folk kender instrukserne for at komme derud. Det er svært at spørge folk, der har stået i kø derude i to-tre timer, om de fejler noget.

- Vi tager dem ind, som kommer derude, og håber, at folk følger de retningslinjer, som myndighederne har udstukket, siger Jørgen Mieritz.

Falck indgik i sidste uge en aftale med regeringen og regionerne om at kunne levere 50.000 lyntest om dagen.

Mandag åbnede Falck et testcenter i Holbæk, og tirsdag åbnede centre i Køge og Nykøbing Falster.

Onsdag vil der åbne i Næstved, Slagelse, Sønderborg og Gladsaxe, og torsdag følger en lang række byer.

Falck forventer fredag at nå op på 50.000 test om dagen, når man åbner et døgnåbnet center i Gigantium i Aalborg.

Regeringen indgik tirsdag aftale med yderligere tre private selskaber, der samlet skal levere yderligere 50.000 lyntest om dagen.

Det er selskaberne SOS International, Carelink og Copenhagen Medical.