40 krigsskibe klar til storstilet Nato-øvelse i Østersøen
Danmark deltager i øvelsen med fire flådefartøjer fra Søværnet, blandt andet fregatten Niels Juel. (Arkivfoto). Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
4500 søfolk fra 16 lande forbereder sig på flådeøvelse, der skal demonstrere sammenhold og forsvarsvilje.
40 krigsskibe fra 16 forskellige lande samles i disse dage i København forud for en storstilet flådeøvelse i Østersøen.
Øvelsen, der afholdes i regi af forsvarsalliancen Nato, begynder på fredag og varer frem til 18. september.
4500 søfolk deltager i øvelsen, der kaldes "Northern Coasts".
- Det handler om at sikre, at de mange nationer, der har en interesse i det her område, kan arbejde sammen. At de kan udføre opgaver sammen. Og derfor træner vi sammen, siger flotilleadmiral Kristian Haumann.
Han er chef for de danske styrker under øvelsen.
Søværnet deltager med støtteskibet Absalon, inspektionsskibet Thetis, fregatten Niels Juel og dykkerfartøjet Søløven.
Cirka 450 danske søfolk fra Forsvaret og Hjemmeværnet er involveret i den 12 dage lange øvelse.
- Scenariet er, at en nation har bedt om assistance med nogle soldater. Så skal vi som flådestyrke sørge for, at soldaterne og materiellet kommet sikkert frem.
- Og hvis der er lagt miner ud, skal vi rydde dem, siger Kristian Haumann.
Skibene sejler i farvandene fra Kattegat til Bornholm, og det vil være muligt at se dem fra land.
- Man kan se skibene, når vi er rundt omkring i farvandene tæt på land, eksempelvis ved Bornholm, Sjællands Odde, igennem Øresund og Storebælt, siger Kristian Haumann.
Der vil også blive fyret ammunition af fra skibene som en del af øvelsen.
Øvelsen handler også om at demonstrere solidaritet med de allierede i Østersøen, lyder det fra forsvarsminister Trine Bramsen (S).
- Gennem øvelsen demonstrerer de deltagende Nato-lande solidaritet med de allierede i Østersøen og viser Natos fortsatte tilstedeværelse i Østersøen.
- Da det er vores nærområde, er det vigtigt, at vi deltager. Nato er garanten for vores sikkerhed, og med vores bidrag til Nato-alliancen betaler vi til fællesskabet, der skal hjælpe os, hvis vi kommer i problemer, siger ministeren i en skriftlig kommentar.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker