400 kvadratmeter brosten på Kongens Nytorv skal lægges om
På Kongens Nytorv skal undersiden af stenene være ru. Ikke glat. Så nu skal 400 kvadratmeter lægges om.
Det er ikke ligegyldigt, hvordan brosten ser ud på undersiden - altså den side som ikke ser dagens lys, men kun er i kontakt med stabilgrus og afretningssand.
I hvert fald ikke, når stenene ligger på Kongens Nytorv midt i København.
Og er man brolægger i Københavnsområdet, er der god grund til at klappe i sine barkede hænder. For arbejdet på pladsen foran Det Kongelige Teater og Hotel D'Angleterre synes at være garant for, hvad der minder om fast arbejde.
400 kvadratmeter af de brosten, som er blevet lagt ud på pladsen, der i årevis har været gravet op på grund af metroarbejde, skal nemlig lægges om. Igen. Det oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen hedder det, at stenene ikke har "den rigtige historiske kvalitet". Forskellen på de sten, som ligger der nu, og de sten, der skal lægges i stedet, er undersiden.
Den er på de nuværende sten glat, men skal være ru, fremgår det af Metroselskabets meddelelse.
Arbejdet kommer til at tage halvanden måned, hvor dele af pladsen vil være spærret af.
Brolæggercirkusset på Kongens Nytorv - sådan vil nogen måske kalde det - skriver sig ind i en historie om gentagen opbrydning og ilægning af belægning på pladsen.
Kongens Nytorv blev på grund af metrobyggeriet forvandlet til en byggeplads i 2012. Allerede i 2018 blev en del af pladsen åbnet igen, og brosten blev lagt ned. Men kun for at blive pillet op igen.
Berlingske kunne dengang fortælle, hvordan entreprenøren med ansvar for at lægge stenene blev færdig, inden en anden entreprenør med ansvar for at lægge drænrør gik i gang.
Helt planlagt, lød det dengang fra Metroselskabet - men resultatet var ikke desto mindre, at allerede ilagte sten skulle pilles op og lægges i igen.
Pladsen var også centrum for en belægningsaffære tilbage i 2004, da Kronprinsparret skulle giftes. Også dengang var der byggerod på pladsen, men det fiksede Københavns Kommune med asfalt.
Det blev lagt, parret blev gift, asfalten blev fjernet.
Denne gang er kongehuset kun indirekte centrum for belægningsudskiftningen. De 400 kvadratmeter sten, som skal skiftes, befinder sig i pladsens haveanlæg, Krinsen, som omkranser rytterstatuen af Kong Christian V.
Han var rigets anden enevældige konge og under ham blev rigskansler Griffenfeld dømt til halshugning.
Skulle nogen af den grund driste sig til i et muntert øjeblik at anvende det historiske faktum til at betegne de nutidige omstændigheder omkring pladsens belægning som "hovedløs", må det dog bemærkes at dødsstraffen i sidste øjeblik blev ændret til livsvarigt fængsel.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned