46 danske ofre for tsunamien mindes på 20-års-dag for katastrofen
26. og 27. december afholdes en officiel mindehøjtidelighed i Phang Nga-provinsen i Thailand, blandt andet i en mindepark med et monument for de omkomne, Ban Nam Khem Tsunami Memorial Park. Foto: Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix
I landene omkring Det Indiske Ocean, hvor en dødbringende tsunami ramte i 2004, holdes mindehøjtideligheder den 26. december. I alt 46 danskere omkom.
Den 26. december er det 20 år siden, at en dødbringende tsunami ramte en række lande langs Det Indiske Ocean, og mere end 226.000 mennesker mistede livet.
46 danskere omkom under tsunamien, heraf 44 af dem i Thailand.
Ifølge den danske ambassade i Bangkok afholder de thailandske myndigheder en mindehøjtidelighed for de omkomne i Phang Nga-provinsen.
Det var et af de steder, der blev hårdt ramt af de ødelæggende vandmasser.
Her vil den danske ambassade være repræsenteret.
Annonce
Højtidelighederne vil foregå over to dage, hvor blandt andre den thailandske indenrigsminister vil tale, og der vil være rundvisning ved en nærliggende mindepark for ofrene.
Ifølge nyhedsbureauet AFP ventes lokale indbyggere og pårørende til omkomne at tænde lys ved uofficielle højtideligheder langs hele stranden.
Det ser fredeligt ud i dag, men for 20 år siden var Khao Lak i Thailand et af de steder, hvor tusindvis af mennesker omkom, da en tsunami ramte kysten. Foto: Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix
Omkring 2000 danskere befandt sig i de områder, hvor tsunamien ramte, og de oplevede altså katastrofen på nærmeste hold.
Nogle af dem mistede børn, forældre eller ægtefæller, mens andre mirakuløst blev genforenet, efter at vandet havde revet dem fra hinanden.
Beredskabspræst Susanne Steensgaard blev udsendt til Thailand umiddelbart efter tsunamien for at hjælpe danskere i området.
20-års-dagen vil formentlig vække oplevelserne til live for mange af dem, der havde katastrofen tæt på, fortæller hun.
- Sådan en traumatisk oplevelse hænger jo fast resten af livet. Mange kan jo stadigvæk beskrive, hvad der skete minut for minut.
- Det vil selvfølgelig rippe op i noget, når man igen ser billeder derfra. Men hvor det tidligere var kaotisk og meget sorgfuldt, er det måske i dag blevet mere vemodigt, siger hun.
Susanne Steensgaard holdt i årene efter tsunamien sorggrupper for de efterladte. Og hun har fortsat kontakt til nogle af familierne.
Susanne Steensgaard, ledende beredskabspræst i Region Hovedstaden og sognepræst i Kastrup Kirke, var udsendt til Thailand, efter tsunamien havde ramt. 20-års-dagen vil formentlig vække oplevelserne til live for mange af dem, der havde katastrofen tæt på, fortæller hun. - Sådan en traumatisk oplevelse hænger jo fast resten af livet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
- Savnet lever man med resten af livet. Men mange af dem har jo fået fat i livet igen.
Annonce
- Nogle af dem, der dengang selv var børn, er nu blevet forældre, og nogle af dem, der mistede deres partner, har fundet nye relationer - og endda fået børnebørn, siger Susanne Steensgaard.
- De er kommet et sted hen i livet, hvor de er blevet stærkere og mere opmærksomme på livets skrøbelighed.
- Jeg er imponeret over, hvilken livskraft og livsenergi mennesket kan opretholde eller genfinde.
I alt omkom flere end 8000 mennesker i Thailand under tsunamien. Heraf omkring 2500 udenlandske turister.
Også repræsentanter fra blandt andet de svenske og norske ambassader forventes at være til stede ved mindehøjtideligheden i Thailand.
/ritzau/
Højtideligheder i flere lande markerer 20-års-dag
* I landene omkring Det Indiske Ocean, hvor tsunamien ramte i 2004, bliver 20-års-dagen markeret på forskellig vis.
* Flest menneskeliv gik tabt i Indonesien, hvor flere end 160.000 mennesker omkom under tsunamien. Her vil en række ceremonier finde sted i et af de hårdest ramte områder, Bandah Aceh.
* De indledes med et minuts stilhed klokken 8 om morgenen lokal tid, samme tid som katastrofen ramte her, og senere afholdes en ceremoni ved en massegrav, hvor mindst 50.000 ofre er begravet, og en massebøn i byens stormoské.
* I Sri Lanka blev mere end 35.000 dræbt. Her afholdes både buddhistiske, hinduistiske, kristne og muslimske ceremonier rundt om i landet. Omkring 1000 mennesker døde, da tsunamien ramte et eksprestog i Peraliya på vej fra hovedstaden Colombo. På netop det sted afholdes en af ceremonierne, hvor et nyt tog kører samme rute.
* I Thailand, hvor 8400 mennesker mistede livet, ventes flere hundrede at deltage i en officiel mindehøjtidelighed i Phang Nga-provinsen, herunder officielle repræsentanter fra udlandet. Omkring 2500 udenlandske turister var blandt de omkomne i Thailand.
Seneste artikler
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Han tog fra Australien til Marielyst for at passe på strandgæsterne
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by