46 lyntest undersøgt: Hitraten spænder fra 2,5 til 94 procent

Den bedste lyntest fanger 94 procent af de smittede, den dårligste kun 2,5 procent, viser ny undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er stor forskel på, hvor gode de såkaldte lyntest - også kaldet antigentest - er til at opfange coronasmitte.

Det skriver dr.dk på baggrund af en undersøgelse af 46 forskellige slags næse-, spyt- og svælgtest, der alle er godkendt til salg i Danmark.

Det viser sig, at den dårligste test kun fangede 2,5 procent af de coronasmittede, mens den bedste fangede 94 procent.

- Det er en stor overraskelse på noget, der ellers burde være rimeligt ensartet, siger afdelingslæge Uffe Vest Schneider, Hvidovre Hospital, til DR.

Han har stået i spidsen for den uvildige undersøgelse af de 46 test på initiativ af Danske Regioner.

Den bedste antigentest viste sig at være Flowflex fra den amerikanske producent Acon.

Det er en af de fire test, som Region Midtjylland har indkøbt på vegne af alle regioner, og som benyttes på offentlige institutioner.

Testen kan også købes som selvtest på internettet.

- Det er overraskende, at det var en hjemmetest, hvor man skal pode i ydre del af næsehulen, der viste sig at være den bedste, siger Uffe Vest Schneider.

Han havde forventet, at en test udviklet til professionelt brug og med podning længere oppe i næsen ville klare sig bedre.

Undersøgelsen viser, at kun 9 ud af 46 test har en følsomhed på over 90 procent.

90 procent er ifølge Uffe Vest Schneider grænsen for, hvornår en antigentest er god nok. Det betyder, at de viste et korrekt, positivt resultat i 90 ud af 100 tilfælde.

Han understreger dog, at antigentest er et supplement og ikke en erstatning for de mere pålidelige PCR-test, hvor man bliver podet i svælget.

Cirka 3800 personer har deltaget i undersøgelsen af de udvalgte lyntest.

Studiet er ifølge DR ved at blive bedømt af fagfæller, inden det efter planen skal publiceres i det videnskabelige tidsskrift Journal of Clinical Virology.