5000 ansøgere til sosu-uddannelser afvist

"Meningsløst".

Sådan siger undervisningsminister Bertel Haarder (V) i en kommentar til, at 5000 ansøgere til social- og sundhedsuddannelserne har fået afslag på deres ansøgning, selv om der mangler plejepersonale til at tage sig af ældre og syge, og selv om dette problem ventes at blive endnu større de kommende år.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten skyldes dilemmaet med de mange afslag primært, at kommunerne og regionerne tilbyder alt for få praktikpladser.

Ministeren vil nu se på, om en del af de ekstra praktikpladser, som regeringen vil finansiere inden for både den private og den offentlige sektor, skal gå til sosu-uddannelserne.

Bertel Haarder henviser til, at det offentlige skriger på arbejdskraft og efterspørger unge, der kan overtage de mange job.

- Nu har man chancen. Så er der ingen, der skal sidde på hænderne og afvise ansøgerne. Hvis ikke kommunerne og regionerne kan se fornuften i at rekruttere sosu'er nu, har jeg ikke meget tillid til deres dømmekraft, siger undervisningsministeren.

Haarder påpeger samtidig, at kommunerne og regionerne i år har oprettet 600 pladser færre end aftalt.

- Vi må forholde os til den store søgning og se på, om der er pladser nok, siger Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), der er formand for arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalget i kommunernes forening, KL.

/ritzau/

Trods manglen på plejepersonale må sosu-uddannelserne afvise unge, fordi kommuner og regioner tilbyder for få praktikpladser. Meningsløst, siger minister.

Offentliggjort Sidst opdateret