532 asylansøgere rejste hjem fra Danmark sidste år

Flere asylansøgere dropper Danmark og vender hjem, viser nye tal. Her et billede fra den tidligere teltlejr i Næstved. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Ehrbahn Jacob

For første gang er det ikke afviste asylansøgere, der fylder mest i statistik over hjemrejsende fra Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Syge familiemedlemmer, falske forventninger og lang ventetid i asylcentre.

Det er nogle af de årsager, der har fået rekordmange asylansøgere til at forlade Danmark og i stedet vende næsen mod hjemlandet igen.

Ifølge tal fra Den Internationale Organisation for Migrations (IOM) danske kontor rejste 532 asylansøgere hjem sidste år. Det er mere end en fordobling i forhold til i 2015.

Størstedelen af dem sætter kurs mod hjemlandet, inden deres asylsag er behandlet færdig. Det gælder for tre ud af fire af de hjemrejste.

- Vi har i 2016 set en kraftig stigning i antallet af frivillige hjemrejser blandt dem, der selv ønsker at frafalde, siger Jacob Jørgensen, program- og forbindelsesofficer ved IOM i København.

- Det er det første år i Danmark, at de udgør en større procentdel end de afviste. Det er i høj grad personer, der vender hjem til mellemøstlige lande såsom Iran, Irak og Afghanistan, siger han.

Også mennesker fra Rusland og Ukraine fylder i statistikken.

IOM's kontor i Danmark kan tilbyde at betale flybilletter, sørge for rejsedokumenter og ordne de praktiske detaljer for asylansøgere, der enten frafalder deres ansøgning eller har fået afslag og ønsker at komme hjem.

Efter at have været "med i logistikken fra A-Z", slipper IOM de rejsende, når de rammer hjemlandet. Årsagerne til at droppe Danmark og vende hjem er mange.

- Der er nok ligeså mange forklaringer som personer. Ofte hører vi om sygdom i familien, der gør, at man vil hurtigt hjem.

- Andre er blevet skuffet, fordi forventningerne, der er bygget op af for eksempel menneskesmuglere, ikke lever op til virkeligheden, siger Jacob Jørgensen.

Dansk Flygtningehjælp rådgiver også mange af de asylansøgere, der overvejer at vende hjem. Her genkender man billedet af et stigende antal hjemrejser.

Det er dog svært at sige, om det er udtryk for, at asylansøgerne så slet ikke havde brug for hjælp, forklarer Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, til DR Nyheder.

- Nogle af dem kan også være rejst tilbage og har forladt deres hjemland igen med det samme for at søge asyl et andet sted. Men derudover vil jeg sige, at hvis folk ikke ønsker at søge asyl i Danmark, så er det jo fint, at de rejser tilbage igen, siger hun til DR.