60-årig dansker død - fik vaccine fra mistænkeligt parti
Den vaccine, som en dansker døde efter at have fået, er fra samme parti, som flere lande har suspenderet.
Det er en 60-årig kvinde, der er død med en blodprop i Danmark, efter at hun var blevet vaccineret med en vaccine fra AstraZeneca.
Det oplyser Lægemiddelstyrelsen.
Vaccinen stammer ifølge Lægemiddelstyrelsen fra det samme batch - eller parti - som en sygeplejerske i Østrig blev vaccineret med. Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) døde den østrigske kvinde ti dage efter at have modtaget vaccinen.
Fra samme parti har to andre sygeplejersker i Østrig fået blodpropper efter vaccination, men de har begge overlevet.
Der er endnu ikke nogen dokumentation for, at der skulle være en sammenhæng.
Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er der tale om et parti på en million doser, som er leveret til 17 forskellige lande i EU.
EMA er nu ved at undersøge, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne.
Ifølge EMA tyder foreløbige data på, at der ikke er flere blodpropper blandt folk, der har fået vaccinen sammenlignet med folk, der ikke har.
EMA skriver i en pressemeddelelse, at der har været 30 tilfælde af blodpropper blandt de fem millioner mennesker, der har fået vaccinen. Det er ifølge EMA ikke højere, end hvis man sammenligner med dem, der ikke har fået den.
De danske sundhedsmyndigheder har som et forsigtighedsprincip valgt at sætte vaccinationerne på pause i 14 dage, mens man undersøger, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper.
Seks andre lande i EU har besluttet at stoppe vaccinationer fra det pågældende parti af vacciner.
Derudover har Norge torsdag eftermiddag besluttet at sætte vaccinationer med AstraZeneca på pause.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker