600 pensionerede pædagoger står klar til at passe ukrainske børn
Hundredvis af pensionerede pædagoger og pædagoger på efterløn har takket ja til at hjælpe skoler og daginstitutioner med at lette presset fra den store tilstrømning af ukrainske børn. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Flere end 600 pensionerede pædagoger står klar til at hjælpe med at passe ukrainske flygtningebørn.
Hundredvis af pensionerede pædagoger står klar til at give en hånd med, når ukrainske børn i Danmark skal passes.
Det skriver pædagogernes fagforening, Bupl, i en pressemeddelelse fredag.
Siden Bupl for få dage sendte breve ud og bad om hjælp til den store opgave med at tage i mod de mange nytilkomne børn fra Ukraine, har flere end 600 pensionister og efterlønnere meldt sig.
Og det er en stor hjælp for kommunerne, der skal oprette modtagespor og i forvejen mangler hænder. Det mener formand for pædagogernes fagforening, Bupl, Elisa Rimpler.
Ikke mindst, fordi de mange nytilkomne har behov, der kræver pædagogiske kompetencer, mener hun.
- De kan gøre en helt konkret forskel for børn, som har oplevet krig og traumer og har brug for en stabilitet. De har forudsætningerne for at skabe de rette rammer, siger Elisa Rimpler.
- Men det er klart, at ikke alle pædagoger har kompetencer omkring krigstraumer. Derfor har vi brug for hjælp.
Hun understreger, at det vil være nødvendigt, at også ukrainere, der kommer til landet, kan hjælpe til. Blandt andet fordi der er en sprogbarriere for de ukrainske børn.
Også Birgitte Chemnitz Rødsgaard, direktør for pædagogernes a-kasse, BUPL-A, som står for driften af jobbanken, er glad og overvældet over, at så mange så hurtigt har sagt ja til igen at trække i arbejdstøjet:
- 600 pædagoger har meldt sig allerede nu. Det er et antal, hvor det virkelig vil kunne gøre en forskel og nytte noget for kommunerne. I lyset af den store pædagogmangel står de med en kæmpe opgave foran sig, siger hun.
Der er indtil videre givet ophold til 9040 ukrainere efter særloven.
40 procent - det svarer til 3616 personer - er børn. En del af dem får adgang til pasningstilbud som skolepasning og daginstitutioner.
Med de mange børn, som står til at strømme til, ser Birgitte Chemnitz Rødsgaard gerne, at endnu flere melder sig.
65-årige Henrik Leth-Nielsen er blandt de tidligere pædagoger, som har takket ja til opgaven.
- Når vi står i en situation som vi gør, mener jeg, at vi alle har en forpligtelse til at hjælpe til i det omfang, vi kan, siger han i BUPL's pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker