60'er-duo optræder hver for sig i Danmark til sommer

Art Garfunkel skal optræde med både musik og anekdoter, når han til sommer gæster Randers og København. Foto: Scanpix/Gil Cohen Magen/arkiv

Både Paul Simon og Art Garfunkel giver koncert på dansk grund til sommer. Det bliver dog ikke i fællesskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Simon & Garfunkel var en populær musikduo i 1960'erne, og til sommer aflægger de to artister bag navnet begge Danmark en visit. Det bliver dog ikke som duo, de skal underholde det danske publikum.

Paul Simon skal som en del af sin afskedsturné besøge Royal Arena i København den 3. juli, oplyser koncertarrangøren Live Nation Danmark.

Hans tidligere partner, Art Garfunkel, kan derimod opleves i både Jylland og København.

Den 10. juni besøger han Værket i Randers, mens han den 12. juni optræder i Koncerthuset i København. Det skriver Randers Amtsavis.

Art Garfunkel skal underholde publikum med både musik og anekdoter.

Duoen Simon & Garfunkel blev opløst i 1972 efter kunstneriske uenigheder, men har siden været genforenet ved forskellige lejligheder.

Det bliver de dog ikke i Danmark, hvor de skal stå for underholdningen hver for sig.

Simon & Garfunkel er blandt andet kendt for sangen "Mrs. Robinson", som de udgav i 1968. Vokalduoen blev dannet i begyndelsen af 1960'erne.

De to skolekammerater Paul Simon og Art Garfunkel fandt allerede sammen i 1955, hvor de spillede under navnet "Tom & Jerry". Og senere blev de altså til Simon & Garfunkel og nød stor succes op gennem 1960'erne.

Paul Simons og Art Garfunkels veje skiltes i 1972, men de fandt dog siden sammen igen ved flere tilfælde.

I 1981 optrådte de foran cirka en halv million mennesker i Central Park i New York, hvilket blev efterfulgt af en verdensturné.

De var ligeledes på verdensturné igen i 1993 og i 2004.

76-årige Paul Simon har for nylig annonceret en "afskedsoptræden", som finder sted den 15. juli på en britisk festival i Hyde Park i London.

Imens Paul Simon primært har fulgt den musikalske karriere, har Art Garfunkel ved siden af sin musikalske karriere også haft roller i film og mindre gæsteroller i tv-serier.

I 1971 var han blandt andet med i den Oscar-nominerede film "Kødets lyst", hvor han spillede sammen med blandt andre Jack Nicholson og Candice Bergen.

Art Garfunkel er i dag 76 år.