65 kommuner har nu forbud mod bål: Sankthansbål forbydes
Der er tradition for sankthansbål mange steder i landet - blandt andet som her på Marienborg. Men det bliver der sandsynligvis ikke noget af i år. Foto: Claus Bech/arkiv/Ritzau Scanpix
Claus Bech/arkiv/Ritzau Scanpix
Afbrændingsforbud breder sig til nu 65 kommuner. 13 kommuner varsler, at forbud kan vare hen over sankthans.
Selv om der faldt lidt regn flere steder i landet torsdag, var det ikke nok til at mindske tørken og den deraf følgende fare ved at tænde bål.
Et afbrændingsforbud har fredag bredt sig til 65 af landets 98 kommuner, oplyser Danske Beredskaber.
Og det vil formentlig betyde, at det mange steder bliver uden åben ild, når midsommeren skal synges ind til sankthans 23. juni.
Allerede nu varsler mindst 13 kommuner, at der sandsynligvis ikke bliver tilladt sankthansbål i år.
I Østjyllands Brandvæsen, der dækker fire kommuner, er der allerede indført forbud.
- Der indføres forbud mod afbrænding i det fri og afbrænding af bål, herunder også sankthansbål, i kommunerne Aarhus, Odder, Samsø og Skanderborg, oplyser brandvæsnet.
På Bornholm er der forbud foreløbig frem til 25. juni.
I Hovedstadens Beredskab indføres afbrændingsforbud fra fredag. Det vil formentlig også strække sig over 23. juni, oplyser beredskabet.
- Da der ikke er udsigt til større mængder regn i de kommende dage, må det forventes, at afbrændingsforbuddet kommer til at vare hen over sankthans, og at det derfor heller ikke vil være tilladt at tænde bål denne aften.
- Forbuddet gælder også for bål, der er placeret i søer, havne med videre, samt brug af fyrværkeri og pyrotekniske artikler, skriver Hovedstadens Beredskab på sin hjemmeside.
Hovedstadens Beredskab omfatter Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Glostrup, Rødovre, København, Dragør og Frederiksberg.
DMI varsler regn eller byger flere steder i de kommende dage. Men altså ikke nok til at dæmpe den akutte brandfare på grund af den langvarige tørke.
Ifølge sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber vil kommunernes beredskaber holde øje med situationen time for time. Uventet store regnmængder vil ændre situationen.
Men indtil videre gælder forbuddet, som omfatter tre områder:
- Man må ikke lave bål eller brænde haveaffald af. Man må heller ikke bruge varmeafgivende apparater som for eksempel ukrudtsbrændere, terrassevarmere og den slags.
- Og så må man heller ikke bruge åben ild som lys, fakler og den slags ude i det fri, siger Bjarne Nigaard om afbrændingsforbuddet, der kan have små lokale forskelle.
Ud over de 65 kommuner med forbud er der et delvist forbud i Tønder Kommune gældende for Rømø.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde