65.000 er blevet vaccineret uden tidsbestilling på apoteker
Cirka hvert fjerde af landets 524 apoteker tilbyder på nuværende tidspunkt vaccination mod coronavirus. Det gælder både første, andet og tredje vaccinestik. (Arkivfoto). Foto: Molly Darlington/Reuters
Molly Darlington/Reuters
På kort tid er en række af landets apoteker blevet en del af det setup, der tilbyder vaccination mod covid-19.
Siden midten af december har apoteker landet over vaccineret cirka 65.000 borgere mod covid-19.
Det foregår uden tidsbestilling, og på nuværende tidspunkt er 125 apoteker - svarende til cirka hvert fjerde af landets 524 apoteker - med i ordningen.
- Vi har haft travlt her op til jul, og borgerne har været rigtigt glade for bare at kunne gå hen på apoteket og få vaccinationen. Så vi har fået mange positive tilbagemeldinger, siger Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening.
Det er gået stærkt for de apoteker, der er med i ordningen, og som tilbyder både første, andet og tredje vaccinestik.
De har på kort tid skullet sætte et system op, så de kan håndtere vaccinen.
I Region Hovedstaden kom ordningen på plads 14. december. Den 16. december kom Region Syddanmark med, og 20. december kom også apotekerne i Region Nordjylland med.
Inddragelsen af apotekerne er et supplement til de offentlige vaccinationscentre og de praktiserende læger, som for en stor dels vedkommende også tilbyder vaccinen.
Apotekerforeningens formand håber, at endnu flere apoteker kommer med på vaccinevognen.
- Apotekerne ligger tæt på borgerne i deres hverdag, og som udgangspunkt kan man komme ind fra gaden uden tidsbestilling og få et stik.
- Vi ved, at tilgængelighed har stor betydning - ikke mindst for ældre og for borgere, der har langt til nærmeste vaccinationscenter. Så apotekernes indsats vil forhåbentlig få flere til at blive vaccineret.
Mellem jul og nytår er der også åbent for vaccination på de medvirkende apoteker.
Det kan blandt andet blive aktuelt for den nye målgruppe mellem 18 og 39 år, som har fået fremrykket tilbuddet om det tredje vaccinestik.
Målgruppen kan nu - ligesom personer på 40 år og derover - blive prikket i overarmen fire en halv måned efter andet vaccinestik.
77,2 procent af befolkningen har på nuværende tidspunkt fået to vaccinestik mod coronavirus. 41,9 procent har fået det tredje stik.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned