70 boligejere anmelder oversvømmelser efter kraftig regn og sne
Flere steder blev der meldt om oversvømmelser efter kraftige regnbyger i sidste uge. Billedet her er fra Nykøbing Falster. (Arkivfoto). Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix
Flere steder er boliger blevet ramt af indtrængende vand fra søer og vandløb, som er gået over deres breder.
Cirka 70 boligejere har anmeldt til Naturskaderådet, at deres boliger er blevet oversvømmet efter sidste uges kraftige regn- og snevejr.
Det oplyser sekretariatschef i Naturskaderådet Poul Jensen.
Skaderne er anmeldt til Naturskaderådet under den såkaldte oversvømmelsesordning.
Det er skader, der skyldes oversvømmelse fra søer og åer, der er gået over deres breder grundet den megen nedbør, og hvor vand efterfølgende er trængt ind og har forårsaget skader i bygninger.
Mens den centrale og nordlige del af Jylland fik megen sne, blev den sydlige og østlige del af Danmark især ramt af kraftig regn.
Ved Svendborg blev der onsdag med 59 millimeter regn sat ny nedbørsrekord for et døgn.
Ved Hald nordøst for Randers blev der torsdag målt en halv meter sne. Det er den største snedybde målt i Danmark siden januar 2011.
Efter de kraftige regnskyl blev der rapporteret om oversvømmelser blandt andet i Køge, Præstø, Faxe, på Lolland-Falster og i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Oversvømmelsesordningen giver mulighed for erstatning, hvis skaden skyldes indtrængende vand fra søer og vandløb, og hvis der er tale om en såkaldt 20 års hændelse.
Det er Naturskaderådet, der ud fra den konkrete anmeldelse træffer afgørelse om, hvorvidt der har været tale om oversvømmelse. Det sker på baggrund af en udtalelse fra Miljøstyrelsen.
Der er tale om en kollektiv forsikringsordning for alle med en brandforsikring.
Det gælder også for den mere kendte stormflodsordning.
Her kan der falde erstatning, hvis en bolig er skadet som følge af forhøjet vandstand i havet, og Naturskaderådet har erklæret området ramt af stormflod.
- Når det handler om stormflod, måles vandstanden i havet. Typisk sidder målestationerne i forskellige havne rundt om i Danmark.
- Når det handler om 20 års hændelser fra vandløb, så sker vurderingen ud fra målestationer placeret i forskellige vandløb, forklarer Poul Jensen.
Danmark var ramt af stormflod langs flere kyststrækninger i både oktober og december sidste år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned