80'ernes hiphop-pioner Run DMC indtager Tinderbox
Hiphopgruppen Run DMC bestående af Joseph "Run" Simmons, Darryl "DMC" McDaniels og nu afdøde Jason Mizell "Jam Master Jay" sammen i 1988. Til sommer giver gruppen koncert på Tinderbox. (Arkivfoto) Foto: AP/Mark Lennihan
AP/Mark Lennihan
The Killers, D-A-D, Kings of Leon, Tina Dickow, Sean Paul og Run DMC er på sommerens festivalprogram i Odense.
Der bliver både blød pop, rock og hiphop i Tusindårsskoven, når festivalen Tinderbox løber af stablen til sommer.
Sidste hånd på programmet er blevet lagt, og torsdag er den endelige plakat blevet afsløret.
Her står hiphop-legenderne i Run DMC øverst blandt de nye navne.
- Det er et scoop af dimensioner, siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe, i en pressemeddelelse.
- Det bliver ganske enkelt ikke større. Hiphop'en er den mest populære musikgenre lige nu, så da vi opdagede, at Run DMC skulle headline den store Isle of Wight-festival i England, forsøgte vi selvfølgelig at lokke dem til Odense.
Run DMC stammer fra Queens, hvor Joseph Simmons, Darryl McDaniels og Jason Mizell i 1981 startede gruppen, der blev en af de mest indflydelsesrige i hiphop-historien.
Sammen med bands som The Beastie Boys og Public Enemy stod de fadder til "New School of Hip Hop" i 80'erne.
Gruppen lavede soundtrack til årtiets hiphop-fans med hit som "It's Like That", "Peter Piper" og "It's Tricky".
Da Jason Mizell, kendt som Jam Master Jay, i 2002 blev skudt foran sit hjem, valgte de tilbageværende medlemmer af Run DMC at opløse gruppen.
I år er de dog klar til at indtage scenen i Odense formentlig iført hatte, gigantiske guldkæder og joggingsæt, som var gruppens varemærke i 80'erne og 90'erne.
Foruden Run DMC er D-A-D kommet på Tinderbox' program. Også Tina Dickow og Sort Sol er nye navne, der kommer til at gøre Kings of Leon, The Killers, Sean Paul, Mø og Lukas Graham selskab på de fynske scener.
Tinderbox finder sted fra 22. til 24. juni. Det er tredje gang, at den fynske festival indtager Tusindårsskoven.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde