84.073 har søgt videregående uddannelse - flere end sidste år
Årets ansøgertal til videregående uddannelser viser en stigning i forhold til 2022. Over 84.000 har søgt i år.
I alt 84.073 har i år søgt om optagelse på en videregående uddannelse.
Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som er offentliggjort, umiddelbart efter at fristen for at søge via kvote 1 udløb klokken 12.00 onsdag.
Fristen for at søge via kvote 2 var 15. marts.
De 84.073 ansøgere fordeler sig på både kvote 1 og 2.
Det er en stigning på fem procent i forhold til 2022, hvor 79.737 søgte om optagelse frem til fristen i juli. Det var det laveste i ti år.
Det lavere antal ansøgninger i 2022 var ventet efter rekordstort optag i coronaårene 2020 og 2021.
Det skyldes blandt andet, at det sidste år igen var muligt for unge at finde beskæftigelse og rejse udenlands.
Muligheder, som mange unge var afskåret fra, under coronanedlukningerne i 2020 og 2021.
Sidste år var der en markant tilbagegang for søgningen til uddannelser som sygeplejerske, lærer og socialrådgiver.
Det gav anledning til bekymring hos den daværende uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).
- Selv om der er flere naturlige årsager til den lavere søgning, er jeg bekymret over de markant færre unge, der eksempelvis søger sygeplejerske- og pædagoguddannelserne. Det skal vi tage alvorligt, sagde han dengang.
Hvordan fordelingen ser ud i år er endnu uvist.
Men Uddannelses- og Forskningsministeriet har bebudet, at man senere onsdag vil udgive et notat, som giver et mere uddybende indblik i ansøgningerne.
Kvote 1-ansøgere bedømmes udelukkende på resultatet af den gymnasiale uddannelse.
Det betyder, at studerende med højt karaktergennemsnit får plads på den videregående uddannelse før elever med et lavere gennemsnit.
Kvote 2 er for ansøgere, som ikke har karaktergennemsnit til at komme ind via kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.
Først den 28. juli får alle ansøgere svar på, om de er blevet optaget.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned