988 nye coronatilfælde registreret over 27 timer
Professor Hans Jørn Kolmos er bekymret for den stigende smitte i befolkningen. (Arkivfoto) Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Antallet af indlagte falder til 161 personer - det laveste niveau siden 1. november.
Der er siden tirsdag registreret 988 nye coronatilfælde ved PCR-test, oplyser Statens Serum Institut.
Perioden dækker 27 timer mod de normale 24 timer. Det skyldes ifølge seruminstituttet, at der tirsdag var tekniske problemer.
De smittede er fundet på baggrund af 186.523 PCR-prøver. Det betyder, at andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - er 0,53.
Positivprocenten har været marginalt stigende de senere dage.
Professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos hæfter sig ved, at positivprocenten er kommet op over 0,5 procent.
- Det ser ud til, at vi har en stigende smitte, man kan begynde at se konsekvenserne af genåbningen, det er nogle foruroligende tal - jeg er noget bekymret, siger Hans Jørn Kolmos.
Antallet af indlagte falder med to til 161 personer. Man skal helt tilbage til 1. november for at finde et tilsvarende lavt tal. Da var der 156 coronaindlagte.
40 af de indlagte befinder sig på intensivafdelinger, og heraf får 21 hjælp af en respirator til at trække vejret.
Der er registreret yderligere ét coronarelateret dødsfald. I alt er 2492 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har fået påvist covid-19.
Ifølge Hans Jørn Kolmos er grunden til, at der ikke er så mange indlagte, at smitten spreder sig i den yngre del af befolkningen. Men de yngre skal også være bekymrede for at blive smittet med coronavirus.
- Det er ikke nogen gratis omgang at få corona, vi ved slet ikke nok om senfølger endnu - det rammer også unge, siger han.
I onsdagens opgørelse er der også registreret 327.215 lyntest - det er den test, der tages med en podning i næsen.
De positive smittetilfælde herfra indgår først i de daglige smittetal, når de er blevet bekræftet ved en PCR-test.
Tallene fra seruminstituttet viser også, at knap hver fjerde dansker - 24,2 procent - har fået mindst ét vaccinestik.
12,7 procent har fået begge vaccinestik og regnes for færdigvaccinerede.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde