A4: Vækstplan hjælper polske håndværkere

Foto: Jan Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er udsigt til, at endnu flere polske, tyske og andre udenlandske håndværkere kommer til Danmark. De kommer som følge af regeringens Vækstplan DK, som sætter skub i byggeriet. I forvejen har antallet af udenlandske håndværkere ifølge officielle tal været stærkt stigende gennem de senere år.

Regeringen vil genindføre fradraget for private boligejeres udgifter til håndværkere. Det skal nok give job til flere polakker. Det vurderer Jacob Maare, som ejer bureauet Workforce.dk, der forsyner danske byggepladser med polske håndværkere.

- Håndværkerfradraget bliver godt for os, for nu husejerne kan få fradrag for arbejdet, bliver det endnu billigere for danske husejere at bruge polske håndværkere, siger Jacob Maare.

Regeringen vil med Vækstplan DK frigive fire milliarder kroner til renovering af almene boliger. Også det vil give job til flere polakker, vurderer Jacob Maare.

- Selv om der er mange ledige danske håndværkere, så er der en del entreprenører, som ikke kan skaffe den arbejdskraft, de skal bruge til renoveringer. Så her bliver der sikkert også brug for flere polske håndværkere, siger Jacob Maare.

I fagbevægelsen forsikrer formanden for 3F's Byggegruppe og fagbevægelsens Bygnings-Anlæg-Træ Kartel (BAT) Peter Hougård Nielsen, at fagforeningerne gør et stort stykke arbejde for, at jobbene fra vækstpakken kommer til at tilfalde danske håndværkere.

Han har fokus på, at de fire milliarder kroner til renovering af almene boliger bliver anvendt på en måde, så arbejdet bliver udført på vilkår, som danske håndværkere kan arbejde under.

- Fra 3F's side kontakter vi mange boligselskaber og kommuner for at få dem til at opstille arbejdsklausuler, så byggerier og renoveringer foregår på danske løn- og arbejdsvilkår. Samtidig presser vi på for at få dem til at følge op på klausulerne. Det kniber nemlig med at få dem ført ud i livet, siger Peter Hougård Nielsen.

Han henviser til en undersøgelse udført af Beskæftigelsesministeriet. Ifølge Fagbladet 3F viser undersøgelsen, at 57 kommuner kræver dansk løn hos de byggefirmaer, der skal arbejde på kommunale byggepladser. Men 49 kommuner af disse kommuner gør ikke noget for at sikre, at firmaerne også overholder kravet om dansk løn.

Der er imidlertid ikke behov for i klausuler at forlange danske løn- og arbejdsforhold, når boligselskaberne nu skal til at udføre renoveringer for fire milliarder kroner. Det mener direktør for Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

- I stedet for klausuler tror vi meget mere på frivillige aftaler, hvor boligselskaber og kommuner som bygherrer aktivt følger op på, om arbejdsmiljøet er i orden. Nogle gange medfører klausuler bare, at bygherrer lægger ansvaret fra sig, når først byggeriet er gået i gang, siger Lars Storr-Hansen.

Dansk Byggeri anslår, at alene håndværkerfradraget og pengene til renovering af almene boliger kommer til at kaste omkring 12.000 job af sig i år og næste år. Det kan man sammenholde med, at ni procent af de beskæftigede inden for bygge og anlæg i dag er udlændinge, viser Ugebrevet A4's beregninger på baggrund af myndighedernes tal.