Aarhus Festuge er aflyst efter stigende smitte
Aarhus Festuge byder på både musik, udstillinger og andet. Her ses en koncert med Tina Dickow i 2015. (Arkivfoto) Foto: Axel Schütt/Ritzau Scanpix
Axel Schütt/Ritzau Scanpix
Der er i Aarhus indført flere coronarestriktioner, og torsdag blev Aarhus Festuge aflyst.
Aarhus har den seneste tid været ramt af stigende coronasmitte, hvilket har betydet flere restriktioner i kommunen.
Alligevel stod Aarhus Festuge til at begynde om to uger. Den er dog nu aflyst, oplyser kommunen torsdag i en pressemeddelelse.
- Vi har fået en klar anbefaling om at foretage en aflysning, og det vil vi naturligvis efterkomme, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S), der også er formand for festugens bestyrelse.
Anbefalingen er kommet fra sundhedsmyndighederne.
- Det er den rigtige beslutning i den nuværende situation, hvor epidemien fortsat hersker i byen, lyder det fra borgmesteren.
Aarhus Festuge er en af Nordeuropas største kulturfestivaler og tiltrækker årligt omkring 500.000 deltagere over ti dage.
Det har fået flere politikere til at presse på for en aflysning, da den afholdes, samtidig med at coronasmitten breder sig i byen.
Onsdag viste tal, at der de seneste syv dage var konstateret 364 tilfælde af covid-19 i Aarhus.
Udviklingen har betydet, at der er blevet indført flere restriktioner - blandt andet skal der bæres mundbind i den offentlige transport.
Noget, der ifølge flere politikere ikke rimer særlig godt på festuge.
Fra arrangørerne har det dog lydt, at planlægningen af festugen har taget højde for coronasituationen.
- Vi har brugt året på at tilpasse, lytte til pressemøder og tilpasse igen, siger Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, i en meddelelse.
- Desværre udvikler covid-19-situationen sig hele tiden. Og i sidste ende har det fået store konsekvenser for festugen.
- Vi har hele tiden været opmærksom på de anbefalinger, vi har fået fra sundhedsmyndighederne, og det gælder naturligvis også nu, lyder det.
Mandag skulle der have været et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor der skulle træffes en beslutningen om festivalen.
Efter dialog med myndighederne så Jacob Bundsgaard dog ingen grund til at vente.
- Med den klare anbefaling fra sundhedsmyndighederne træffes beslutningen nu frem for at afvente det planlagte bestyrelsesmøde mandag, siger han.
Aarhus Festuge har været afholdt siden 1965. Den finder sted sidste fredag i august og varer i ti dage.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned