Åbner kattelem for gradvis genåbning af Danmark

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix,arkivfoto

OPDATERET 18.30: Mette Frederiksen lægger op til en forsigtig og langsom genåbning af samfundet efter påske, men det kræver en fortsat stor indsats af danskerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Statsminister Mette Frederiksen lægger op til en gradvis og nænsom genåbning af Danmark efter påske.

MEN det kræver, at udviklingen i antallet af smittede og indlagte coronapatienter fortsat ikke stiger hurtigere end, at sundhedsvæsnet kan følge med - og at danskerne fortsætter den fornuftige adfærd i bestræbelserne på at mindske spredning af coronasmitten mest muligt.

Hvis det sker, kan det dog blive en forskudt genåbning, hvor man måske går i skole og på arbejde på forskellige tidspunkter, så man undgår at være for mange samlet på samme tid.

Hvis der derimod pludselig skulle ske en voldsom stigning i antallet af smittetilfælde, kan resultatet i stedet blive det modsatte - at der må strammes yderligere på restriktionerne efter påske, siger Mette Frederiksen på et pressemøde sent mandag eftermiddag.

- Vi er dybt afhængige af hinanden, dig og mig, lød det fra statsministeren.

En genåbning vil ske der, hvor der er mest brug for det. Statsministeren siger dog til de ældre og sårbare grupper, at de må belave sig på, at restriktionerne kommer til at gælde for dem i en tid endnu.

Mette Frederiksen pointerede, at myndighedernes fokus fortsat er på tre ting: At redde menneskeliv, at forhindre, at sundhedsvæsnet bryder sammen og at sørge for, at den danske samfundsmodel kommer sikkert igennem krisen.

Mette Frederiksen pointerede også, at lukningen af grænserne ikke bliver lempet i denne omgang.

Statsministeren afviste også på nuværende tidspunkt at komme med angivelser af, hvor i samfundet den gradvise genåbning præcis vil ske og hvordan.

Du kan følge pressemødet og øvrige nyheder i forhold til coronasituationen på Ritzaus liveblog LIGE HER.