Admiral får næse for frås

Revisionsrapport afslører, at Søværnets chef har brugt for mange penge på dyre rejser, hotelophold og middage.

Chefen for Søværnets Operative Kommando (SOK) får nu en næse for at have fråset med sin repræsentationskonto.
Forsvarsminister Søren Gade (V) skriver i et brev til partierne bag det seneste forsvarsforlig, at Forsvarets Interne Revision (FIR) har afsløret overbruget, hvilket har fået forsvarschef Tim Sloth Jørgensen til at indskærpe reglerne overfor Nils Wang:
- På baggrund af FIR's undersøgelse må jeg konstatere, at du ikke i alle tilfælde har handlet i fuld overensstemmelse med gældende forvaltningsbestemmelser, herunder i forbindelse med repræsentation, hotelophold og udgifter til måltider mv. Det samlede billede af dine dispositioner giver mig derfor anledning til at indskærpe, at du fremover i din embedsførelse overholder gældende forvaltningsbestemmelser, skriver Tim Sloth Jørgensen.
Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at Nils Wang blandt andet konsekvent er fløjet på businessclass, når han skulle på længere tjenesterejser, ligesom han har haft et overforbrug på dyre hoteller og drukgilder.
Søren Gade skriver, at da forsvarets øverste chefer fremover skal have godkendt deres rejser i Forsvarskommandoens ledelsessekretariat eller økonomistab, så "agter" han ikke at foretage sig yderligere i sagen.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret