Advokat: Danske myndigheder er passive

Advokat undrer sig over, at danske myndigheder intet har gjort for at få to mindreårige piger til Danmark, efter at deres dansk-pakistanske mor er blevet dræbt.

To danskfødte piger på seks og fire år holdes nærmest fanget i Pakistan hos deres fars familie, efter at deres mor blev dræbt sidste sommer af deres fars bror. Og de danske myndigheder ser passivt til. Det siger pigernes advokat, efter at farbroren netop er blevet dømt til døden i Pakistan for drabet.
- Pigerne bor hos farens familie. Alligevel har de danske myndigheder, så vidt jeg er orienteret, intet gjort for at hente pigerne tilbage til deres hjemland. Jeg har talt med de danske myndigheder på den danske ambassade i Pakistan, men ikke på noget tidspunkt har de foretaget sig noget konkret for at få pigerne hjem, siger advokat Arshad Javed fra Lahore til Ritzau.
Pigernes mor, Tahira Tabassum fra Danmark, blev skudt i juni sidste år i svigerfamiliens hus i landsbyen Jura nær Kharian i Punjab-provinsen. Pigernes far mistænkes for at have planlagt drabet på sin kone. Han bor fortsat i Danmark, hvor politiet afventer, at pakistansk politi begærer ham udleveret.
Pigerne, der befandt sig i huset, da deres mor blev dræbt, har det ifølge Arshad Javed elendigt.
- Deres tilstand er elendig. De er blevet flyttet til en religiøs koranskole og må ikke have kontakt med nogen uden for familien, siger advokaten.
Udenrigsministeriet står normalt til rådighed for danske borgere, der havner i problemer i udlandet. Her afviser man at kommentere sagen, men henviser i stedet til de sociale myndigheder.


- De sociale myndigheder har ansvaret for børnene. Skal der ske noget med forældremyndigheden, så har Udenrigsministeriet ingen rolle overhovedet. Det er de sociale myndigheder, oplyser ministeriets borgerservice.
Faren har forældremyndigheden over pigerne.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret