En uvildig advokatundersøgelse skal nu fastslå omfanget og grovheden af sager om børnemisbrug i den katolske kirke. Undersøgelsen skal derudover finde ud af, hvordan kirken har håndteret sagerne. Det oplyser Børnerådet.
Rådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, understreger, at den undersøgelse, der skal foretages, bliver helt uden kirkens indflydelse.
- I advokatundersøgelsen får de ikke anden rolle end at svare på spørgsmål og fremlægge materiale, sådan som vi har foreslået, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Antallet af misbrugssager i den katolske kirke er i den seneste tid eksploderet, og i påsken nåede antallet op på 17 ofre der har henvendt sig til kirken og fortalt, at de er blevet seksuelt misbrugt.
I starten ville den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon hverken undersøge sagerne eller melde dem til politiet, men senere er han efter massivt pres udefra vendt rundt på en tallerken.
Lisbeth Zornig Andersen er ikke fuldt ud tilfreds med kirkens håndtering af sagerne:
- Håndteringen har været uelegant, og de har tydeligvis manglet viden. Når det nu har været sådan, er det til gengæld prisværdigt, at de er kommet til os, og det er dejligt, at de vil følge vores råd.
Ud over advokatundersøgelsen foreslår Børnerådet også, at der bliver nedsat et tværministerielt udvalg mellem Justits- og Socialministeriet, der skal afdække og gøre opmærksom på, hvilke muligheder seksuelt krænkede generelt har.
- Det skal præcisere, hvor man henvender sig som offer. Jeg frygter, at mange ikke henvender sig, fordi de ikke ved, hvor man skal gøre det, eller er bange for at gøre det hos den katolske kirke, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Hun understreger, at hun vil holde øje med sagerne indtil undersøgelsen er afsluttet, og ofrene har fået en god behandling.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde