Ældgamle katte dukkede op ved nyt supersygehus
Slots- og Kulturstyrlsen offentliggør mandag en top-ti over de mest interessante arkæologiske fund i Danmark i 2016. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Martin Lehmann
Polfoto/Martin Lehmann
Blandt årets mest mærkværdige arkæologiske fund er Danmarks ældste katte, som nok kommer fra Romerriget.
Det er uvist, hvad to katte skulle et sted i det nuværende østlige Aalborg i tiden omkring Jesus' fødsel. Men et er sikkert: Det har ikke hidtil stået i historiebøgerne, at sådanne kræ levede på de kanter dengang.
Kattene - eller rettere rester af dem - blev fundet af arkæologer under en udgravning i området, hvor et nyt universitetshospital i Aalborg bliver opført.
Dyrene er på Slots- og Kulturstyrelsens liste over årets ti mest spektakulære arkæologiske fund i Danmark. Den tæller eksempelvis også en grav med teenagere i Odense og et unikt skibsvrag fra omkring år 1250 i Storstrømmen.
De gamle katte er vigtige for vores opfattelse af historien, fortæller museumsinspektør Niels Haue fra Nordjyllands Historiske Museum.
For hvis de tekniske analyser bekræfter arkæologernes vurdering, så er kattene de ældste, der er fundet her i landet.
- Fundet rykker ved vores opfattelse af, hvornår katte kom til Danmark. Vi må forvente, at det var i forbindelse med kontakt til Romerriget, at de kom til Nordjylland, siger Niels Haue.
Knoglerne dukkede faktisk op ved udgravninger i 2014 og 2015. Men først i år gik det op for museet i Nordjylland, hvad de havde mellem hænderne. Derfor er fundet med på listen over arkæologiske fund i 2016.
De øvrige fund er gjort ved Frederikssund, Glostrup, Hillerød, Kalverev i Storstrømmen, Aars, Mariager Fjord, Brønderslev, Odense og Allinge.
Fundene beriger os, fordi de giver et nyt lag til vores forståelse af historien, mener enhedschef Dorte Veien Christiansen fra Slots- og Kulturstyrelsen.
- Alle fund fortæller en lille bid af danmarkshistorien på hver sin måde. De gør os klogere på, hvordan man begravede døde mennesker i fortiden, hvordan man anlagde veje, og hvordan skibene så ud, siger hun.
De arkæologiske fund på listen er ikke rangordnet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned