Ældre Sagen: Opret uddannelser i udlandet for at skaffe hænder
Ældre Sagen mener, at der er så stor mangel på arbejdskraft i ældreplejen i Danmark, at der er behov for at hente arbejdskraft igennem uddannelser i udlandet. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Ældre Sagen kalder manglen på arbejdskraft i ældreplejen en katastrofe og kommer med løsningsforslag.
Hvis der skal skaffes arbejdskraft nok til ældreplejen i Danmark, er der behov for, at Danmark opretter velfærdsuddannelser i udlandet.
Sådan lyder det fra Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup, i Berlingske.
- Og mit spørgsmål til politikerne vil så være: ‘Hvis I ikke vil det her, hvad vil i så gøre’? siger han til avisen.
Han uddyber over for Ritzau, at han mener, at Danmark står i en national krise med mangel på arbejdskraft.
- Derfor bliver vi nødt til at komme med nogle forslag, der helt konkret kan virke. Og vores ene forslag går på, at der oprettes danske sosu-skoler i udlandet, siger han.
Konkret foreslår Ældre Sagen i Berlingske, at der bliver lavet danske velfærdsuddannelser i Tyskland, Spanien, Indien og på Filippinerne.
Samtidig med, at de bliver uddannet til velfærdsjob, skal de også uddannes i dansk og dansk kultur ifølge Bjarne Hastrup.
Sygeplejersker fra Indien og Filippinerne skal også have mulighed for at rejse til Danmark. Her skal de kunne arbejde i ældreplejen, mens de venter på deres autorisation som sygeplejersker.
Får de udenlandske sygeplejersker ikke autorisation, skal de tilbydes en uddannelse, imens de arbejder i ældreplejen.
Forslaget kommer samme dag, som Ældre Sagen har inviteret til politisk debat mellem 11 partiledere om ældreområdet.
Ældre Sagen foreslår også, at alle au pairs bliver tilbudt en ny opholdstilladelse, når deres au pair kontrakter udløber, så de kan arbejde i ældreplejen.
- De skal tilbydes at blive og få en uddannelse som sosu-assistent eller sygeplejerske her hos os. Det er fuldstændig meningsløst, når de kan dansk sprog og kultur efter et års ophold, at vi bare lader dem rejse, siger Bjarne Hastrup til Ritzau.
Over for Berlingske understreger han, at han mener, at velfærdsuddannelserne i udlandet også vil være med til at løse problemerne med mangel på arbejdskraft i resten af sundhedsvæsenet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker