Ænderne stjal smilet i Det Kinesiske Tårn

Bloddryppende ænder, manglende håndvask og en uskøn blanding af rå og ferske kødvarer. Det var, hvad fødevarekontrollanter fandt i tivolirestauranten Det Kinesiske Tårn under en razzia, skriver EB.dk.

Det uhygiejniske sammensurium koster restauranten en bøde på 15.000 kroner, en overordentligt utilfreds smiley og et forbud mod at håndtere fersk fjerkræ.

"De ferske ænder hænger til "afdrypning" sammen med halvkogt bloddryppende ænder på spyd på bordkanten, hvor der samtidig udskæres rå ænder. På modsatte side af lokalet håndteres der på samme tid rå kylling, fersk fisk og råt svinekød. Alt udskæres på samme bræt og der bliver ikke rengjort mellem aktiviteterne", står der i kontrollanternes rapport.

Derudover noterer de, at der ingen sæbe var ved håndvasken i køkkenet, at mad fra dagen før blev opbevaret ved alt for høje temperaturer, og at restaurantens medarbejdere fyldte stegte fiskefileter oven i dem, der allerede stod på buffeten. Fadet blev hverken skiftet eller rengjort først, og det er ikke tilladt ifølge fødevarereglerne.

Det Kinesiske Tårn er ikke den eneste tivolirestaurant, der får kritik af kontrollanterne.

Restaurant Paafuglen får påbud om bedre rengøring og hygiejne.

Det Kinesiske Tårn tager dog prisen for uhumsk fødevarehåndtering og må nu gå julen i møde uden and på menuen.

/ritzau/

Der var ingen glad smiley til tivolirestauranten Det Kinesiske Tårn, da fødevarekontrollanterne under razzia fandt bloddryppende ænder i køkkenet.

Offentliggjort Sidst opdateret