En stædig og ærekær mand samt en sportsjournalist, som der blandt kolleger står stor respekt om. Sådan lyder en del af karakteristikken af den 45-årige forfatter og journalist
Kurt Lassen, der torsdag blev Kenneth Plummers banemand som DR-generaldirektør.
Samme dag, som hans nye bog "Plummer - Summen af kardemommen" udkom - og med Plummers deroute formentlig meget snart i betydeligt større oplag end oprindeligt tænkt. Plummers afgang fra medieverdenens mest prestigefyldte job sker efter Lassens offentliggørelse af samtaler med Plummer, som var givet i fortrolighed.
Sammenhængen mellem bogudgivelsen og det publicityfremmende brud med en af journalistikkens helligste grundsten om fortrolighed var onde tunger ikke sene til at fremhæve.
På fagbladets Journalistens hjemmeside stod journalistkolleger torsdag i kø med fordømmelser og påstande om velkalkuleret markedsføring af den nye bog.
Det er ikke første gang, at Kurt Lassen gør sig bemærket langt ind på chefgangene i DR. I 2008 forlod han Danmarks Radio efter et par års ansættelse i dyb frustration over sparerunder og ledelse. En frustration, som i hans efterfølgende faste blogger på Journalisten førte til i et usædvanligt hårdhændet udfald mod de navngivne "damer på min ledelsesvej".
At Kurt Lassen er ærekær, har han selv erkendt i sine blogger. At han måske af samme grund gennem sine år på ikke mindst Berlingske Tidendes sportsredaktion også var en fremragende journalist, tøver kolleger i branchen ikke med at fremhæve.
Hans tæft som avisskrædder bygget op i sin tid som reporter og redigerende på JydskeVestkysten har sikret en klar næse for de gode historier, som han videreførte i otte års respekteret karriere ikke mindst som fodboldekspert på Berlingske Tidende.
Herfra blev han headhuntet til DR som redaktionschef på sportsredaktionen. Men chefrokader og omstruktureringer efterlod ham i et vakuum, som han efter to år selv valgte at fratræde. Siden har han ernæret sig som blogger og forfatter af sportsbøger om blandt andre Nicklas Bendtner og senest Caroline Wozniacki.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker