Ærlighed vinder altid: Sådan smider du en bombe i parforholdet

Det kan være svært, men der ligger også en stor forløsning i at fortælle din partner noget, du har gået og gemt på, lyder det fra parterapeut Erik Bloch Gregersen. (Arkivfoto). Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Få munden på gled, hvis du gemmer på en hemmelighed, der kan splintre kærligheden, lyder rådet fra to terapeuter.

Offentliggjort

Du har været utro, du har et barn med en gammel flamme, du har spillet jeres opsparing væk. Nogle hemmeligheder er så sprængfarlige, at de truer med at ødelægge forholdet til din partner.

Men at gå rundt med dem indeni er også pinefuldt.

- Det slider på kroppen, det slider på nervesystemet, det slider på alting, siger Erik Bloch Gregersen, der er selvstændig psyko- og parterapeut.

Hans fagfælle Hafdís Hougaard er enig.

- Ærlighed vinder altid. Det er altid bedre at hele sammen bagefter end at gemme det væk. Så mit bedste råd er at få hemmeligheden ud, siger hun.

Ifølge hende findes der dog ikke noget manuskript for, hvordan du smider bomben i parforholdet.

- Der er heller aldrig et rigtigt tidspunkt. Det bedste, du kan gøre, er at stå ved, hvad du har gjort, og gøre dig klart, at der kan være konsekvenser, siger Hafdís Hougaard og fortsætter:

Det er styrkende for et parforhold, hvis parterne er i stand til at fortælle hinanden, hvis man har gjort noget dumt. Det stresser dit system at bære på store hemmeligheder, siger Erik Bloch Gregersen, der er selvstændig psyko- og parterapeut. (Arkivfoto). Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

- Jo mere ansvar, du tager, jo nemmere bliver det for dig at komme ud med det og for din partner at tage imod det.

Du skal med andre ord holde dig på din egen banehalvdel og ikke begynde at drage den anden til ansvar for eksempelvis utroskab.

Inden du tager de svære ord i din mund, kan det dog være godt at forberede din partner på, at du har noget på hjerte, der kan gøre ondt, råder Erik Bloch Gregersen.

- Du begynder stille og roligt med at sige: "Jeg har brug for at fortælle dig noget med risiko for, at du bliver vred på mig og vil af med mig. Men jeg er nødt til at sige det, for at vi kan være sammen ordentligt, så jeg håber, det går godt".

Når hemmeligheden er sagt, handler det om at give din partner tid til at fordøje informationen.

- Der står du lige og vakler et øjeblik, hvor du ikke ved, om du er fortabt eller har en chance. Hvordan reagerer den anden? Alt dette må du stå igennem, siger Erik Bloch Gregersen.

Om parforholdet kan holde til bomben, afhænger af, hvor stærkt det er, og hvor gode I er til at tale sammen, mener begge parterapeuter.

Her peger Hafdís Hougaard på, at det kan hjælpe, hvis du forsikrer din partner om, at du er klar på at søge noget hjælp. For eksempel hvis det handler om utroskab.

- Her kan du sige: "Jeg er klar over, at jeg har såret dig, og du skal vide, at jeg er ked af det. Og jeg vil gerne finde ud af, hvorfor jeg gjorde det, og blive klogere på mig selv", siger hun og fortsætter:

- Det værste vil være ikke at tage ansvaret på sig og i stedet benægte eller gøre den anden til den skyldige. Det kommer der aldrig noget godt ud af.

/ritzau fokus/

FAKTA: Tag ansvar for stormen

* Bered dig på, at der opstår en storm i forholdet, når du deler en sårende hemmelighed.

* I den proces skal du afholde dig fra at gøre din partner til skurken.

* Hvis du peger fingre ad partneren, forvandler samtalen sig til en kamp mellem jer, hvor I begge går i forsvarsposition, og det går ud over jeres forhold.

* Tag i stedet fuldt ud ansvaret på dig, og forbered dig på, at den anden bliver såret, og at din bekendelse kan få konsekvenser.

Kilde: psykoterapeut med speciale i parterapi Hafdís Hougaard.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu