Afbrændingsforbud indføres i tre nordvestsjællandske kommuner
Kombinationen af sommerhuse og natur giver behov for afbrændingsforbud i Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommune, siger beredskabsdirektør. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Nordvestsjællandske kommuner med natur og sommerhuse får afbrændingsforbud. Flere er formentlig på vej.
Det danske landkort farves gradvist mere rødt med afbrændingsforbud som følge af det tørre og varme sommervejr.
Fra torsdag klokken 09.00 indføres der afbrændingsforbud i Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommune.
Det oplyser Lars Karlsen, beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen.
Også i naturområdet Tisvilde Hegn i Nordsjælland indføres der afbrændingsforbud, melder Danske Beredskaber.
For de tre nordvestsjællandske kommuner var det "nu tid", forklarer Lars Karlsen.
- Vi er tre kommuner med meget natur, og vi har rigtig mange sommerhusgæster og sommerhusområder, hvor der er stor brandfare, siger beredskabsdirektøren.
Det bliver blandt andet forbudt at tænde op i kulgrillen, ryge i naturen, tænde bål og bruge åben ild udendørs samt anvende for eksempel ukrudtsbrændere.
Beredskabsdirektøren understreger, at forbuddet skal overholdes.
- Det er rigtig vigtigt, for vi har eksempler på, at det nær er gået galt, fordi man har brugt åben ild i vores sommerhusområder, siger han og tilføjer:
- Hvor længe forbuddet varer, er svært at sige, for det er nærmest op til vejrguderne, og vi skal have en god mængde regn, før det batter, forklarer han.
De seneste forbud kommer i kølvandet på forbud i kommunerne Esbjerg, Varde og Fanø.
8. juni blev der, som det første sted i landet, indført et afbrændingsforbud på Bornholm som følge af tørken.
Siden kom Samsø, Tunø og Rømø til.
Ifølge Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber, stopper det næppe her.
- Det er ret klart, at i takt med at varmen holder ved, og det bliver tørrere og tørrere derude, så er brandfaren stigende.
- Det betyder nok desværre også, at der bliver behov for at justere på brandfaren rundtomkring for eksempel ved at regulere brugen af åben ild, siger han.
Sekretariatschefen påpeger, at det er en lokal beslutning, om der skal være afbrændingsforbud.
Men det går nok kun i én retning på landsplan.
- Hvis man var sådan en, der satte odds på ting, så ville jeg gætte på, at det havde relativt lave odds, at der kommer flere afbrændingsforbud, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker