Affleck er både til Oscar og sladderpresse

Ben Aflflecks udseende og kærlighedsliv har sikret ham masser af omtale. Men han har også to gange præsteret at hive en Oscar i hus for film, han selv har stået bag. (Arkivfoto). Foto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Oscars og masser af sladder. Amerikanske Ben Affleck har prøvet det hele. Nu kan han fejre 50-års fødselsdag som nygift med en anden kendis, Jennifer Lopez.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Ben Affleck har skrævet bredt i sin karriere fra høje tinder til lave sladderspalter. Den 15. august fylder han 50 år.

Han vakte stor opsigt som ung og ukendt i 90'erne med en Oscar for bedste manuskript. Det skete med filmen "Good Will Hunting" sammen med vennen Matt Damon i en rolle som overset matematikgeni.

I 2012 gentog Affleck oscarsuccesen, nu for bedste film med "Operation Argo", som han instruerede og spillede hovedrollen i.

Den kunstnerisk roste film om en CIA-agent, der reddede seks diplomater ud af Iran under gidselkrisen i 1979, modtog ikke mindre end syv oscarnomineringer og vandt tre. Samt en række andre internationale priser.

Men samtidig har Ben Affleck også lavet dårlige film. Og hans meget eksponerede forhold til sangerinden og skuespillerinden Jennifer Lopez har gjort ham til tabloidguf.

Han mødte Lopez i komedien "Gigli", hvor de spillede hovedrollerne og siden blev forlovede. Filmen nød dog den sure skæbne at blive udpeget af mange som en af verdens værste film nogensinde.

Ved den berømte Golden Raspberry Award i 2003 blev "Gigli" den første film, der blev "kåret" til både årets værste film, værste instruktører og skuespillere.

Uanset blev det fysiske pragtpar Affleck og Lopez et fænomen i medierne kaldet "Bennifer" - som en slags nyt Beckham-par, hvor den enes kendthed bestråler den andens.

Det varede dog ikke længe. Parret brød pludseligt i 2004 kort før brylluppet.

Derefter dannede Ben Affleck i en årrække par med en anden medskuespiller, Jennifer Garner fra Marvel-superheltefilmen "Daredevil". De fik tre børn, indtil de blev skilt i 2018.

Siden slap han skidt afsted med et interview, hvor det kom til at lyde, som om hans årelange alkoholmisbrug og afvænningsophold var hendes skyld, og at han kun var blevet på grund af deres børn.

Undervejs har han dog også medvirket i storfilm såsom "Bounce", "Pearl Harbor" og "Armageddon".

I øvrigt er "Bennifer" for fuld blitz tilbage i sladderpressen, for Affleck og Jennifer Lopez giftede sig for nylig i Las Vegas. Mere end 20 år efter at de første gang stod frem som par.

/ritzau/