Afrikanske vinde har gjort oktober usædvanlig varm
De lune varmegrader kan fredag nydes i det meste af landet. (Arkivfoto). Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Oktober har kurs mod at blive den fjerdevarmeste oktober måned, som DMI har registreret siden 1874.
Hvis du er en af dem, som har fortrudt din varme påklædning fredag, så er du ikke den eneste.
Med sine 19,4 grader flere steder i landet er det nemlig den varmeste dag, der er blevet registreret i oktober måned i år. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Det er en usædvanlig varm oktober dag her sidst på måneden. Både i Odense og Nordfyns Kommune er der frem til klokken 14 registreret 19,4 grader, skriver DMI på Twitter.
- Sjælsmark i Nordsjælland ser også ud til at følge trop med 19,4 grader.
Selv om oktober ikke er afsluttet endnu, har den kurs mod at blive en af de varmeste oktober måneder, som instituttet har registreret siden 1874.
Hvis de lune prognoser hen over weekenden holder stik, vil det være den fjerdevarmeste oktober måned, der er blevet registreret i næsten 150 år.
Ifølge Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog ved DMI, skyldes det blandt andet varme vinde, der blæser nordpå fra Afrika.
I de seneste dage er der også blevet registreret utrolige temperaturer i både Spanien og det sydlige Frankrig, og det er altså disse tendenser, som vi også får at mærke her i landet siger han.
- Det er en meget varm og fugtig luft, der er kommet fra Sydeuropa.
- Vejret har jo skiftet en del, men meget af tiden er det fugtig vind, som har sin oprindelse i det nordlige Afrika.
Rekorden for den højeste middeltemperatur for en oktober måned er 12,2 grader. Lige nu er der kurs mod 11,7 grader i år.
- Vi har ikke haft rekorder på maksimumtemperaturer endnu, men vi har haft et langt sejt træk med pæne middeltemperaturer, siger Frank Nielsen.
Han noterer sig også, at der ikke har været lige så meget brug for at tage regnjakken på i oktober.
- Det er den mest nedbørsfattige oktober i fire år. Men temperaturer og nedbør hænger som oftest sammen, så det er ikke fordi, at det er overraskende, at nedbøren har været begrænset, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker