Afvist iraker er løsladt i Bagdad

En af de tvangsudviste irakere fra Danmark er løsladt fra fængslet i lufthavnen i Bagdad. Det drejer sig om Abdeljabber Airuwahi, der blev sat fri klokken 10 fredag af det irakiske politi. Det oplyser hans kone, Fatima Airuwahi, til politiken.dk.

I alt fem irakere blev anholdt, da de sammen med 17 andre tvangsudviste atter satte foden på irakisk jord i onsdags. Ifølge oplysninger fra Abdeljabber Airuwahi sidder de fire andre stadig fængslet i lufthavnen i Bagdad. Det er endnu uvist, hvorfor irakerne er fængslet. Flere irakiske journalister i Bagdad har uden held forsøgt at få oplysninger fra regeringens talsmænd.

Ifølge politiken.dk's oplysninger kan det skyldes, at de irakiske myndigheder er i tvivl om de anholdtes identitet. Ifølge ubekræftede forlydender, skal de fire fremstilles for en dommer i morgen i Bagdad.

Fatima Airuwahi fortæller, at hendes mand efter løsladelsen i går forlod lufthavnen og købte en pakke cigaretter hos en grønthandler på vejen ind til Bagdad. Grønthandleren tilbød ham at overnatte i butikken. Abdeljabber Airuwahi fik også lov til at låne en telefon, så han kunne ringe til sin kone i Danmark. Grønthandleren vil godt skjule ham et stykke tid. Men han ved ikke, om grønthandleren giver ham en uge eller smider ham ud pludseligt, og han er bange for at gå ud af butikken, siger Fatima Airuwahi til politiken.dk

Hun fortæller, at det irakiske politi har beholdt mandens pas og kørekort og sagt, at de vil tale med ham igen.

Fatima Airuwahi siger, at hendes mand ikke har fået nogle oplysninger om, hvorfor han blev anholdt ved ankomsten til Bagdad.

Hovedparten af de øvrige udviste irakere skjuler sig nu i det nordlige Irak.

/ritzau/

Fire irakere sidder stadig tilbageholdt hos politiet i lufthavnen i Bagdad, mens én er løsladt. Den løsladte fik logi hos en grønthandler.

Offentliggjort Sidst opdateret