Afvist iraker i job på Bispebjerg Hospital

En ansættelse på Bispebjerg Hospital og dermed en fast månedsløn har udsat hjemsendelsen af den afviste irakiske asylansøger Ahmed Jabari.

Han er nu løsladt fra Ellebæk fængslet, hvor han ellers afventede tvangsudvisning. Og han venter nu på endeligt svar fra Udlændingeservice på en ansøgning om midlertidig opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning. Det er en ordning, som giver asylansøgere mulighed for midlertidig opholdstilladelse, hvis de tjener over 31.500 kroner om måneden i et fast job.

- Det må vi tage som et tegn på, at de behandler hans ansøgning seriøst og ikke afviser den som åbenbart grundløs. For så ville de jo have afvist den med det samme, siger talsperson for organisationen Kirkeasyl, Laurids Hovgaard.

Det er endnu uklart, om irakeren får midlertidigt ophold. Men det håber det nystartede vikarbureau Asylbureau, der vil sætte modellen med at bruge fast arbejde som murbrækker imod de danske udlændingeregler i system.

Asylbureau ansætter afviste irakere, der står til tvangsudvisning, for at sikre dem midlertidigt ophold i Danmark i håbet om fornyet behandling af deres sager eller humanitært ophold. Asylbureau ApS, der blev stiftet den 17. august, har de første otte ansøgninger under behandling.

- Vi er et vikarbureau, der ansætter afviste asylansøgere, så de får en fast månedsløn. Vi ansætter dem på fuld løn og har ansvaret som arbejdsgiver, siger bestyrelsesmedlem og pressetalsperson, Kirstine Mose, fra Asylbureau ApS.

Selskabet formidler de ansatte irakeres arbejdskraft til andre virksomheder på vikarbasis, ligesom de tilbyder foredrag med de afviste asylansøgere.

Økonomisk skal Asylbureau overleve dels ved indtægter fra vikarvirksomheden, dels fra donationer. Kirstine Mose fortæller, at de første aftaler om job allerede er indgået, og at der er arbejde til de otte, som man lige nu har ansøgninger om - dog ikke på fuld tid.

Ahmed Jabari har ikke fået sit job via Asylbureau ApS.

/ritzau/

En afvist irakisk asylansøger har fået udsat sin udrejse via et job på Bispebjerg Hospital. Nystartet vikarbureau vil forhindre tvangsudsendelser via job.

Offentliggjort Sidst opdateret